Det er langt fra givet, at Detroit Lions kommer til at vælge med det syvende valg i den nært forestående NFL Draft.

Den årlige NFL Draft står atter for døren og mediemøllen roterer allerede for fuld skrue. Særligt Detroit Lions er et omdrejningspunkt for spekulationer, eftersom de hentede Jared Goff i forbindelse med handlen, som sendte Matthew Stafford til Los Angeles Rams.

Med Jared Goff ombord er det svært at forudse, om Lions vil udnytte det syvende valg til at vælge en ny, talentfuld quarterback – eller om de i stedet vil slå en handel af med et mere quarterback-trængende mandskab og akkumulere flere draftvalg.

Hvis vi skal tro Detroit Lions’ general manager Brad Holmes, så pågår der drøftelser om en sådanne handel:

– Vi er i dialog med flere hold om det syvende valg. Jeg kommer naturligvis ikke til at afsløre hvem, men vi har en god dialog. Jeg vil både være komfortabel ved at vælge en spiller med det syvende valg eller at rykke længere tilbage og akkumulere flere valg, udtalte Brad Holmes.

Detroit Lions sluttede 2020-sæsonen med fem sejre og 11 nederlag. Senest har Lions vinket farvel til receivere som Kenny Golladay og Marvin Jones, hvilket understreger behovet for at finde et nyt våben til Jared Goff. Derudover trænger forsvaret også til en gennemgående overhaling, hvorfor det er svært at forudse Lions’ valg.

Draftens første runde løber af stablen natten til fredag d. 30. april 2021.