Detroit Lions’ runningback Ameer Abdullah risikerer at misse hele sæsonen på grund af en fodskade, han pådrog sig i søndagens skuffende nederlag mod Titans.

Detroit Lions så ud til at have fundet en rigtig giftig runningback-duo til denne sæson, efter Theo Riddick og Ameer Abdullah tilsammen stod for 228 yards og tre touchdowns i åbningssejren mod Indianapolis Colts.

Desværre blev Abdullah ramt af en rimelig alvorlig fodskade i weekendens kamp hjemme mod Tennessee Titans, og derfor er hans sæson nu i fare.

Lions har i hvert fald besluttet at sætte ham på ‘injured reserve-listen’, hvilket betyder, at han er ude de næste otte kampe. I modsætning til tidligere behøver Detroit ikke beslutte endnu, om Abdullah er færdig for sæsonen, eller om han vender tilbage efter de otte kampe. I stedet kan holde vente og se, hvordan genoptræningen går og derefter tage en beslutning.

Skaden til Abdullah er til gengæld gode nyheder for rookie runningback Dwayne Washington, der så god ud i preseason og kan forvente en større arbejdsbyrde.