Broncos-stjernen vil spille en god kamp torsdag.

Von Miller startede sæsonen stærkt med fire sacks i de første tre kampe for Denver Broncos, men siden har den nu 32-årige pass rusher haft sværere ved at præstere.

I løbet af de seneste tre kampe har han således blot disket op med et sack, men formdykket stopper snart. Ifølge Von Miller selv kommer han til at spille et brag af en kamp mod Cleveland Browns natten til fredag dansk tid.

Det siger han ifølge klubbens egen hjemmeside. 

– Jeg kommer til at spille en god kamp. Jeg skal derud, og jeg bliver nødt til at spille godt og få et par sacks. Og hvis jeg gør det, så vinder vi… Hvis jeg kan spille godt, og jeg kan få sacks, og jeg kan finde en måde at forstyrre spillet på, vinder vi. Der er pres på mig.

– Jeg ved ikke, hvilken tackle jeg skal op imod, men jeg dræber ham. Jeg dræber ham. Og også den anden tackle på den anden side. Jeg kommer til at spille ekstremt godt og spille kampen for mit hold. Jeg kommer til at sætte os op til vinde den kamp, det er helt sikkert, siger Von Miller. 

Både Browns’ venstre tackle Jedrick Wills og højre tackle Jack Conklin døjer med knæskader, så de er tvivlsomme til kampen mod Denver Broncos. Derfor er det usikkert, hvem Von Miller skal stå over for.