
Nederlaget i AFC-finalen får nu konkrete konsekvenser i Denver. Broncos har tirsdag valgt at fyre deres offensive koordinator Joe Lombardi.
Broncos har hertil meddelt, at man samtidig har sagt farvel til wide receivertræner Keary Colbert og cornerbacktræner Addison Lynch.
Joe Lombardis tid i Denver slutter efter tre sæsoner og med en skuffende afslutning. I AFC-finalen mod New England Patriots scorede Broncos blot syv point og sluttede kampen med kun 181 offensive yards. Opgøret blev spillet under vanskelige vejrforhold med sne i anden halvleg, og Denver måtte stille op med backup-quarterback Jarrett Stidham, da Bo Nix var skadet.
Resultatet i AFC-finalen blev kulminationen på en 2025-sæson, hvor Broncos’ angreb aldrig helt fandt det niveau og den stabilitet, der kunne matche holdets stærke forsvar. Det har angiveligt været nok til, at cheftræner Sean Payton nu har valgt at gå videre uden sin mangeårige samarbejdspartner.
Timingen er heller ikke tilfældig. Broncos’ passing game coordinator Davis Webb – et eftertragtet navn i denne ansættelsesrunde – er i gang med interviews til Las Vegas Raiders’ ledige cheftræner-stilling.
Ser man isoleret på tallene, har Lombardi ellers stået i spidsen for et angreb i fremgang. Broncos rykkede fra en 26.-plads i total offense i 2023 til nummer 19 i 2024 og helt op som nummer ti i 2025.
Men konteksten spiller en rolle. 2023 var sidste kapitel i det mislykkede Russell Wilson-projekt, 2024 var Bo Nix’ rookiesæson, og 2025 blev set som begyndelsen på en mere lovende fremtid for angrebet.
Den fremtid bliver dog uden Lombardi, som nu forlader organisationen efter i alt 12 sæsoner under Sean Payton – fordelt på ophold i både New Orleans og Denver. Payton står nu med opgaven at finde en ny offensiv koordinator, der kan give Broncos det sidste offensive løft i jagten på et Lombardi-trofæ.








