Danske Alexander Kronborg skal i den kommende sæson spille quarterback for tyske Ravensburg Razorbacks i Europas bedste football-liga

Europas bedste football-liga, German Football League (GFL), får fra næste sæson et tydeligt dansk islæt.

Den 25-årige nordjyde og landsholds-quarterback Alexander Kronborg skrev i slutningen af februar kontrakt med Ravensburg Razorbacks. Pga. coronasituation var det dog først i starten af april, at Alexander kunne pakke taskerne og tage toget til det sydlige Tyskland, hvor hans nye hold har hjemme.

I et interview med DR forsøgte den unge quarterback at sætte ord på sit skifte til Tyskland og German Football League.

– Det her skifte er kæmpestort for mig. Jeg har drømt om det i mange år, og nu skal jeg spille i den bedste europæiske liga, fortalte Alexander Kronborg.

– Det hele er så professionelt. I Danmark spillede vi ofte på en omkridtet fodboldbane. I Tyskland er det stadioner med fans på tribunerne. Der er kultur for at tage ud og se football, hvor det i Danmark nærmere var familie og venner på lægterne.

Et historisk skifte

Og Alexanders skifte til den tyske football-liga er ikke bare kæmpestort, det er også historisk.

Han bliver nemlig den første dansker i historien til at skrive kontrakt med et GFL-hold som holdets nye startende quarterback.

Han bliver dog ikke den eneste dansker i GFL eller hos Ravensburg Razorbacks. Klubben har hentet to andre danske landsholdsspillere i offensiv linjemand Fabian Christoffersen og wide receiver/tight end Kasper Kaufmann. Kasper Kaufmann kommer som Alexander Kronbrog direkte fra Aalborg 89ers, mens Fabian Christoffersen har en fortid i klubben.

– Det har allerede nu været dejligt at kunne dele oplevelsen med nogen. Og især nogen jeg kender godt. Det hele er en del af oplevelsen, og jeg glæder mig til at lære en masse nye kulturer og mennesker at kende, fortalte Alexander Kronborg til DR.

Den 193 cm høje og 97 kilo tunge quarterback har de sidste seks år startet for Aalborg 89ers i Nationalligaen, som han i alle år har taget til slutspillet. I 2019-sæsonen (den seneste sæson før COVID-19) kastede Kronborg for 3.702 yards og 52 touchdowns.

I videoen herunder kan du se nogle af Alexanders highlights fra 2019-sæsonen (artiklen fortsætter under videoen).

Corona gav problemer

Faktisk har et udlandsophold længe været på trapperne for den talentfulde quarterback, men gang på gang spændte corona ben for planerne. Først fik Alexander Kronborg en aftale i stand med en spansk klub, men en smitteopblusning forhindrede skiftet. Dernæst var der interesse fra italienske Bolzano Giants, men før nordjyden nåede at komme afsted, blev den italienske football-liga aflyst pga. pandemien.

– Det har været nervepirrende at følge udviklingen først i Spanien og så i Italien. Hver gang, der skete et opblus, blev jeg nervøs og følte mig magtesløs igen […] To gange lavede jeg en aftale og var klar til at tage af sted. Og to gange stod jeg på fuldstændig bar bund, da det røg i vasken, fortalte han til DR.

Tredje gang blev som bekendt lykkens gang for Alexander Kronborg, hvis nye klub Ravensburg Razorbacks spiller i den bedste tyske liga for første gang i klubbens historie. Razorbacks rykkede op i German Football League efter 2019-sæsonen, men da der ikke blev spillet football i Tyskland i 2020 pga. corona, har klubben stadig sin første GFL-kamp til gode.

Drømmen om USA

Selvom Alexander Kronborg først lige er kommet til Tyskland, så kan den talentfulde quarterback ikke helt lade være med at drømme om, hvor udlandseventyret i sidste ende kan føre ham hen.

– Nu skal jeg udelukkende spille football det næste år. Det var en af mine præmisser. Og så bliver det også en kæmpe oplevelse udover det sportslige, fortalte han DR.

– Jeg har taget skridtet fra den bedste danske liga til den bedste i hele Europa. Hvis jeg kan gøre en god figur her, kan jeg måske få chancen for noget endnu større. Det er et longshot, men dem skal man også drømme om.