Indvalgt i NFLs Hall of Fame og bare 52 år gammel er den tidligere Dallas Cowboys legende Larry Allen gået bort.

Larry Allen var en af de mest dominerende offensive linjemænd NFL nogensinde har set, og han havde en stor andel i Cowboys sejr i Super Bowl XXX.

Nu er han desværre ikke mere. Det kunne Cowboys fortælle på deres hjemmeside:

“Dallas Cowboys er meget bedrøvede over at meddele, at Cowboys-legenden, Super Bowl mester, Cowboys Ring of Honor-medlem og Pro Football Hall of Famer Larry Allen pludselig døde, mens han var på ferie i Mexico med sin familie søndag” skriver klubben.

“Larry, kendt for sine atletiske evner og utrolige styrke, var en af de mest respekterede og succesfulde offensive linjemænd, der nogensinde har spillet i NFL. Hans alsidighed og pålidelighed var også karakteristisk for hans karriere. Han var en inspiration for mange andre spillere og definerede, hvad det betød at være en fantastisk holdkammerat, modstander og vinder.”

Da Cowboys draftede Allen i anden runde i 1994, var han en forholdvis ukendt linjemand fra den lille skole Sonoma State. Men han fik hurtigt en enorm indflydelse i NFL. Han startede 10 kampe som rookie, og i sin anden sæson blev han valgt til All-Pro førsteholdet for første af syv gange i træk.

Allen var uhyggelig stærk, både på banen, hvor han kunne feje modstandernes defensive linjemænd af banen med lethed, og i vægtrummet, hvor han kunne bænkpresse 325 kilo. Allen vandt NFL’s Stækeste mand-konkurrencen ved Pro Bowl i 2007.

Han var også overraskende hurtig for en linjemand af hans størrelse. I et meget berømt klip fra Monday Night Football sprintede Allen ned ad banen for at tackle en modstander, der havde lavet en interception, hvilket forhindrede et defensivt touchdown.

Allen spillede for Cowboys fra 1994 til 2005 og sluttede karrieren af med to sæsoner i San Francisco i 2006 og 2007. Han var udvalgt til årtiets NFL-hold for både 1990’erne og 2000-tallet, og han blev også udvalgt til NFL’s 100 års jubilæumshold.