Cowboys fritstiller profileret veteran

0

Dallas Cowboys har imødekommet Ezekiel Elliotts ønske om at blive fritstillet, så han potentielt kan skifte til et slutspilshold, der skulle hungre efter en erfaren runningback.

Ezekiel Elliott er fortid i Dallas for anden gang i sin karriere, efter at Cowboys har indvilget i at fritstille den 29-årige runningback.

Dallas Cowboys hentede ellers Ezekiel Elliott tilbage på en etårig kontrakt forud for 2024-sæsonen, men det genoptagede samarbejde blev aldrig den store succes. Elliott nåede at medvirke i 15 kampe for Cowboys i grundspillet, hvori han bare løb for 226 yards og scorede tre touchdowns.

Set i det lys bør beslutningen heller ikke få den store betydning for Dallas Cowboys, som møder Washington Commanders i den sidste runde af grundspillet. Mike McCarthy råder i forvejen over Rico Dowdle, som allerede havde slået Ezekiel Elliott af som Cowboys’ startende runningback i 2024-sæsonen, og Deuce Vaughn.

Dallas Cowboys valgte oprindeligt Ezekiel Elliott med det fjerde valg i 2016-draften, og Elliott etablerede sig blandt de mest produktive angrebsspillere i holdets historie. Faktisk er det kun Emmitt Smith (17.162 yards) og Tony Dorsett (12.036 yards), som har løbet for flere yards end Elliott (8.488 yards) for Cowboys.

Ezekiel Elliott skiftede til New England Patriots efter 2022-sæsonen, hvor han spillede en enkelt sæson. I 2023 producerede Elliott 955 offensive yards og scorede fem touchdowns, men det var tydeligt for enhver, at han ikke længere var den samme spiller, som brændte banen af for Cowboys.

Spørgsmålet er så nu, om Ezekiel Elliott rent faktisk får en chance for at bevise sit værd i slutspillet, eller om hans dage i NFL er ved at være talte?

Læs også: Det spiller de om i uge 18