
Dallas Cowboys har fristillet sin højt profilerede cornerback Trevon Diggs, selvom der bare mangler én kamp af sæsonen.
Tirsdag kulminerede en ganske turbulent sæson for Trevon Diggs. Dallas Cowboys har valgt at afskedige den dobbelte Pro Bowl-cornerback med øjeblikkelig virkning.
Beslutningen sker i kølvandet på en skadesplaget sæson, hvor Diggs både har døjet med en knæskade og en hjernerystelse, som han efter sigende pådrog sig i eget hjem.
Derudover har Trevon Diggs haft svært ved at finde sig til rette i Matt Eberflus’ zone-prægede forsvarssystem. Vi har tidligere set, at Diggs har excelleret, når han har fået lov til at spille direkte mandsopdækning.
Det så vi bl.a. i 2021-sæsonen, hvor Trevon Diggs leverede 52 tacklinger og hele 11 interceptions, hvilket var suverænt flest i NFL i det pågældende år.
Samlet set står Trevon Diggs noteret for 66 kampe som professionel i NFL, hvori han har leveret 240 tacklinger og 20 interceptions.
Afskedigelsen betyder også, at cornerback må blive ét af fokusområderne for Dallas Cowboys til foråret, når de skal sammensætte spillertruppen til 2026-sæsonen. Det bliver kun skærpet af, at DaRon Bland, som er den eneste reelle starter med erfaring fra NFL tilbage i spillertruppen, senest pådrog sig en sæsonafsluttende fodskade.
Læs også: Her er 2026-finalisterne til Pro Football Hall of Fame








