I den næste uge vil de næste NFL-talenter være samlet i Indianapolis til den årlige scouting combine. Vi giver dig her nogle navne, der har en vigtig uge foran sig.

Når over 300 talentfulde spillere mødes for at blive interviewet, testet, målt, vejet og vurderet, kan der vindes og tabes meget. Nogle spillere vil vinde terræn og flytte deres navn op af diverse draft boards. Andre vil skuffe og dumpe ned igennem holdenes draftrækkefølge.

Gul Kluds Dennis Cordsen og Teis Joranger har her samlet nogle spillere på alle positioner, som kan vinde eller tabe meget i den kommende uges tests. De fleste navne, som er nævnt, er på nuværende tidspunkt i spil til første eller anden runde. Typisk vil det være spillere, som folk enten har store forventninger til eller kan få problemer på forskellige områder. Mange gode spillere vil ikke blive nævnt, da de med al sandsynlighed hverken vinder eller taber det store terræn i denne uge.

Denne artikel indeholder kun angrebsspillere. Læs om forsvarsspillere her.

Hvis du vil se, hvilke spillere, Dennis Cordsen mener, er de bedste på de forskellige positioner, kan du læse hans top 5 på alle positioner her. Læs: Top 5 på forsvaret. Top 5 på angrebet

Hvis du vil læse mere om, hvad det er, som spillerne skal igennem, kan du læse vores combineforklaring og introduktion her. Læs her

Quarterbacks

Lamar Jackson: En af de mest underholdende spillere i denne draft. Lamar Jackson er elektrisk på banen og klart den mest atletiske quarterback i år. At se ham brænde de atletiske øvelser af skal nok blive sjovt, og vi kan nok godt forvente en 40 yard-tid på under 4,50 sekunder, hvilket er meget sjældent for en quarterback. Det vigtigste for ham bliver dog indvejningen, hvor Jackson skal bevise, at han har en pæn størrelse, så han ikke er så sårbar, når han løber med bolden i NFL. Derudover bliver interviews interessante, da han har taget et kontroversielt valg, hvor han ikke har ansat en agent. Det vil NFL-holdene helt sikkert undre sig over.

Baker Mayfield (interviews): Udover for så vanvittig atletisk en type som Lamar Jackson er combine-øvelserne ikke så vigtige for quarterbacks, som for spillere på andre positioner. Derimod er interviewprocessen ekstremt vigtig. Baker Mayfield har haft et par uheldige episoder, som kunne få holdene til at tvivle på hans modenhed. Han skal svare godt for sig, hvis han skal være den første quarterback valgt.

Josh Rosen (Interviews): Folk har også stillet spørgsmålstegn ved Rosens attitude, og Rosen skal derfor også vise overskud i interviewprocessen. Derudover har Rosen haft nogle skader i college, og han er måske lidt spinkelt bygget. Lægetjekket og indvejningen må ikke stille spørgsmålstegn ved hans langsigtede holdbarhed.

Runningbacks
Royce Freeman: Alle snakker om Saquan Barkley, Ronald Jones og Derrius Guice, fordi de er mere flashy og har stor upside. Royce Freeman har ikke samme upside, men jeg ser muligheden for at Freeman kan blive en Jordan Howard-type. Hvis Freeman kommer fornuftigt igennem combineøvelserne, er han en spændende spiller et par runder inde i draften

John Kelly: Kommer fra samme college, som Alvin Kamara kom fra, og Kelly siges at have samme gode balance. Til Combine får vi at se, hvorvidt de også ligner hinanden en smule som atleter. Forventningen er, at John Kelly er mere er en gennemsnitlig atlet end Alvin Kamara.

Kalen Ballage: Efter sigende kunne Kalen Ballage være den runningback, der sparker døren ind til Combine. Om han lever op til dette, må vi vente og se, men hvis han imponerer kunne han gå fra en sent valg i draften til et valg midt i draften.

Wide receiver

Equanimeous St. Brown: Den store EQ St. Brown havde en skuffende 2017-sæson, hvor han led under tvivlsomt quarterback-spil. Han ligner dog en spiller, som kan have en unik kombination af størrelse, fart og evne til at skifte retning. Hvis han brænder øvelserne af, kan han hurtigt presse på til anden runde af årets draft.

Simmie Cobbs: Simmie Cobbs er ikke den mest profilerede spiller, og det er der en grund til. Han ligner en wide receiver, der løber 40-yarderen på 4.7, hvilket svarer til gennemsnitlig linebackerfart. Hvis Cobbs istedet løber 4.5 eller måske endda 4.45, vil vi se ham blive talt om som et første- eller andetrundevalg, for Cobbs er stærk på fysik, størrelse og evnen til at komme op i luften efter bolden.

James Washington: I college vandt James Washington som primært som dyb trussel, men spørgsmålet er, om han har farten til strække banen i NFL. Baseret på hans de tre-fire kampe, jeg har set, vil mit gæt være, at svaret er nej. Hvor hurtig han er, vil nok være vigtig for hans værdi i draften.

Anthony Miller: Talentmæssigt har Anthony Miller været på tale i første runde, men der er en del langsigtede bekymringer om den fodskade, som plagede ham i 2017. Derfor bliver lægetjekket meget vigtigt, og derudover om en skadesplaget sæson får ham til at teste middelmådigt.

Tight ends
Dallas Goedert: Dallas Goedert kommer fra en meget lille skole, og modstanden har ikke været voldsom, hvorfor han også har set rigtig god og atletisk ud. Men hvor atletisk er han, når han sammenlignes både med indeværende og tidligere tight ends? Combinen er altid ekstra vigtig fra spillere fra de små skoler.

Mike Gesicki: Nogle amerikanske analytikere driller Gesicki med, at han er en far-løber. Det skal ikke ses som ros, og Gesicki er samtidig ikke en blokerende tight end. Han skal bevise, at han også i NFL kan agere trussel nedad banen mod linebackere.

Mark Andrews: Andrews er anset som en atletisk receiving tight end, men i 2017 tog han efter sigende nogle kilo på, hvilket tog nogle procenter af farten og eksplosiviteten. Hvordan han tester vil være ret afgørende for hans værdi, da han gerne skal være atletisk i hans rolle.

Offensive linjefolk

Tyrell Crosby: En af de offensive linjefolk, der er værd at holde øje med, er Tyrell Crosby. Den offensive tackle virkede ret atletisk i sin collegetid, hvor hans fart passede godt ind i Oregons angreb. Spørgsmålet er dog, hvor godt han bevæger sig sidelæns, og hvor stor han reelt er. Hvis han bliver målt lidt under forventningen og samtidig har problemer i nogle af bevægelsesøvelserne, kunne nogle se ham som en guard.

Kolton Miller: Miller er ligesom Crosby ganske atletisk, men udover, hvor godt han tester, bliver det interessant at se ham i de positionsspecifikke øvelser. Hans teknik og bevægelser er nemlig speciel/utraditionel/dårlig alt efter temperament, og hvordan han ser ud i forhold til de andre, kan blive afgørende for Miller.

Orlando Brown: Et kæmpestort skrummel. Brown er ikke så atletisk som Crosby og Miller, og han skal igennem combinen uden at levere nogle stinkere i forhold til de grænseværdier, som NFL-holdene har for de forskellige øvelser. Det er godt at være stor, men du må ikke være så stor, at du fartmæssigt får problemer mod hurtige pass rushere.

Connor Williams: For et år siden var han et potentielt top 5-valg som tackle, men et skadesplaget og dårligt 2017 har stillet spørgsmålstegn både ved kvalitet og position. Mange ser ham som guard nu, og hvordan han tester og ser ud i bevægelsesøvelserne afgør nok hans positionelle fremtid i NFL.

Will Hernandez: Hvis man kun ser på, hvor gode spillere ville være til at blokere i en telefonboks, ville Hernandez være helt fortrinlig, for han er stærk som en okse. Han virker dog lidt stiv i sine bevægelser, og derfor bliver det spændende at se, hvordan han klarer sig i bevægelsesøvelserne.