Video: Lutter favoritsejre i første runde af college football slutspillet

0

Første runde af det debuterende slutspilsformat i college football er nu overstået, og det med fire sejre til de fire favoritter inden kampene. Vi giver dig muligheden for at se højdepunkterne fra de forskellige kampe i denne artikel.

Som vi tidligere har beskrevet om det nye slutspilsformat, medførte ændringen ikke bare, at fire hold fik muligheden for at sidde over i første runde, men også at fire hold fik hjemmebanefordel i første runde. Og uanset hvad man måtte mene om det nye format, kan vi ikke komme udenom, at det har været en enorm succes. Stemningerne på de forskellige stadions har været elektriske, tilskuertallet har i tre af kampene overskredet 100.000 og udeholdene har alle været trykket i bund. Således endte alle kampene med at falde ud til hjemmebanefavoritternes fordel – endda i sådan en grad, at de alle dækkede deres spread, som bookmakerne havde sat.

Penn State Nittany Lions 38 – SMU Mustangs 10

Det var på forhånd givet, at hvis Penn State Nittany Lions skulle lave noget larm i slutspillet, så havde de brug for, at deres dominante forsvar fortsatte det spil, som i grundspillet havde tilladt sjettefærrest yards. Og hvis det, vi så i kampen mod SMU, fortsætter i resten af slutspillet, så må headcoach James Franklin være godt tilfreds. Penn States forsvar kvælte hestene fra Texas i første halvleg, og med hele tre interceptions – hvoraf to blev returneret til huset – kunne Penn State gå til pause med en føring på 28-0. De lettede en smule på pedalen i anden halvleg, men ikke nok til, at resultatet nogensinde kom i fare. Kampen sluttede 38-10, og Penn State er nu klar til mødet med Boise State Broncos i Fiesta Bowl.

Texas Longhorns 38 – Clemson Tigers 24

I aftenens anden kamp lignede det længe, at vi ville få en gentagelse af den første. Selvom Clemson kom bedst fra start med et touchdown til WR Antonio Williams godt syv minutter inde i kampen, var det Texas, som efterfølgende satte sig på resten af halvlegen. De nåede nemlig at score fire gange inden pausen, hvilket medførte en stilling på 28-10 til hjemmeholdet. Men her stopper sammenligningerne med aftenens første kamp, for Clemson gav et ihærdigt forsøg på at komme tilbage i kampen og nåede endda at komme inden for en rækkevidde af syv point.

Men som det også var tilfældet i resten af kampen, kunne Clemson ikke dæmme op for Texas’ løbespil. Særligt løbespillet havde inden kampen været et fokuspunkt for headcoach Steve Sarkisians mandskab, efter de blot formåede at løbe for 31 yards i nederlaget i SEC-mesterskabskampen til Georgia Bulldogs. Han må derfor have været stærkt tilfreds med nattens præstation. Da kampuret ramte 00:00, havde begge Texas runningbacks, Jaydon Blue og Quintrevion Wisner, løbet for over 100 yards og to touchdowns hver især. Texas sluttede med 292 yards på jorden, næsten 500 totalt, og er nu klar til at møde Arizona State Sun Devils i Peach Bowl.

Ohio State Buckeyes 42 – Tennessee Volunteers 17

Aftenens sidste kamp fuldendte den store dag, som hjemmebaneholdene havde haft, og var måske endda den mest ulige af dem alle. Hjemme på ‘The Shoe’, som Ohio States Buckeyes’ hjemmebane kaldes i folkemunde, blev Tennessee ganske enkelt kørt midt over. Ohio State var på deres første tre boldbesiddelser ustoppelige, og da første quarter var slut, havde de allerede formået at sætte 21 point på tavlen. Tennessee formåede at forsvare SEC-æren en smule ved at sætte 10 af deres egne point på tavlen i det efterfølgende quarter. Det må givetvis have medført noget optimisme i pauseomklædningen, men det fik Ohio State hurtigt sat en stopper for i anden halvleg. Da fjerde quarter begyndte, var stillingen 35-10, hvilket betød, at Ohio State kunne sætte reserverne på banen til slut. Sagt på en anden måde: magtdemonstration.

Ohio State er nu klar til revanche mod Oregon Ducks, som de på dramatisk vis tabte til 31-32 tidligere på sæsonen. De mødes desuden i den legendariske Rose Bowl, som traditionelt har budt på opgør mellem Big Ten og Pac-12 mandskaber – noget, som vi jo så næsten også får i år.

Allerede i går udkom vi med en artikel om slutspillets første kamp mellem Notre Dame Fighting Irish og Indiana Hoosiers, som du kan læse mere om ved at følge linket her.

Husk at du kan få det fulde overblik over årets slutspil i college football samt de vigtigste datoer ved at følge linket her!