Uge 12 er overstået, og særligt kampen mellem Ohio State og Michigan State stikker ud i forhold til offensive højdepunkter. Der var også et rivalopgør i det sydlige Californien, hvor der blev scoret voldsomt mange point. Der er fundet plads til touchdowns, blokerede punts og returneringer, men også et gigantisk hit på en quarterback.

Vi starter hos kampen mellem Boiste State og New Mexico, hvor jeg så noget, som jeg sjældent har set. Ikke én men to gange får special teams blokeret et punt, som de også får samlet op selv og konverteret til et touchdown. Helt vanvittigt, at det kan ske hele to gange og så inden for så kort tid.

Oregon fik tæsk, da de var på besøg i Utah. Sidste mulighed for at score i første halvleg var på et punt return af Utah, som alligevel endte med at blive taget helt til endzone. Spillet opsummerer meget godt en dag, hvor Utah lykkedes med det meste.

Nogle forsvarsspillere er så fysisk dominerende, at man undrer sig over, hvorfor de ikke kan bruges i offensiven også. Jordan Davis fra Georgia skiller sig ud i sæsonen som en af de mest dominerende atleter, og Georgia er altså begyndt at designe spil omkring ham som.. running back. Held og lykke med at stoppe ham, når der skal bruges nogle få yards foran endzone.

Der blev scoret så mange touchdowns mellem UCLA og USC, at de kunne fylde en artikel. En fed kamp, hvis man kan lide mange (nemme) touchdowns. Ethan Fernea havde et løbespil til sidst i kampen, hvor han først løb ind i en mur af et forsvar. Der plejer et sådan løb at ende, men i stedet får han beregnet en ny rute på GPS’en og tager den lange vej rundt om.

I samme kamp leverede Dorian Thompson-Robinson en imponerende hurdle, som også resulterede i et touchdown. ‘DTR’ er en trussel i kastespillet, men særligt også i løbespillet med hans imponerende atletiske kunnen.

I South Alabama har de en wide receiver, som går under radaren og godt kunne komme på højere niveau. Jalen Tolbert greb en bold med én arm så let som ingenting, og han viste sig igen frem til trods for at holdet fik gedigne tæsk mod Tennessee.

Det var en tæt kamp mellem Alabama og Arkansas, men Crimson Tide har nogle playmakere, som kan afgøre kampene i crunch time. Bryce Young er en fantastisk quarterback, og hans yndlingsmål i kastespillet er Jameson Williams. På en vigtig 3rd & 10 kunne de enten have gået efter en ny første down eller endt med et mellemsvært field goal-forsøg, men duoen valgte i stedet for et sublimt touchdown.

Chris “Deuce” Vaughn stod for langt det meste af den offensive produktion fra Kansas State i weekenden. Det var ikke nok til at slå defensivt solide Baylor, men et kæmpe spil undervejs fra Deuce holdt liv i håbet.

Selvom Arkansas ikke kunne følge helt med Alabama, så udførte de alligevel et trickspil, som Nick Saban må være godt irriteret over. Et field goal-forsøg snød hele Alabama-defensiven, og så kunne de score et touchdown i stedet for. Der er måske en overrasket dommer i vejen, men det hører med…

En kandidat til ugens catch er Mike Sainristil fra Michigan, der må ud i fuld længde for at hale et lidt for kraftfuldt kast ind. Michigan gør sig ellers mest i løbespillet, men det er vigtigt for dem at vise, at de også kan true i luften.

Der skal være plads til endnu et spil af duoen Bryce Young og Jameson Williams. Arkansas-forsvaret havde ellers garderet sig på spillet mod et kast, men lige lidt nytter det, når Williams er så god, som han er.

Oklahoma havde en svær opgave i weekenden, da de skulle møde Iowa State. Offensiven var ikkeeksisterende i kastespillet, og det meste foregik på jorden. De fik brug for hjælp til at vinde kampen, og det fik de fra store Jalen Redmond i defensiven, som samlede en forced fumble af Brock Purdy op og løb i endzone.

Der var tydelig klasseforskel, da Ohio States kasteangreb mødte Michigan States (kaste)forsvar. Jeg har sjældent set noget så overlegent, som det Buckeyes viste i første halvleg. Og det er altså to hold, der var rangeret stort set lige højt før kampen. Der er flere spil, som kunne være med i artiklen, men den NFL-klar receiver Chris Olave lagde ud med tårnhøjt niveau.

Jeg elsker personligt at se punt returns, som resulterer i touchdowns. Det kan bare et eller andet. Kazmeir Allen lavede et vanvittigt return for UCLA i den højtscorende kamp.

Louisville smadrede Duke, og det var navnlig på grund af quarterback Malik Cunningham. Han spillede en vanvittig kamp, hvor han var dominerende både i kaste- og løbespillet.

Et fake punt lykkes ikke altid, men når det gør, så ser det fedt ud. Iowa State måtte grave dybt for at kæmpe sig tilbage mod Oklahoma, og i den anledning fandt de der her spil frem.

Flere returns! Iowa er i løbet af sæsonen blevet kendt for store spil i forsvaret, men her er det special teams, der fik dem tilbage på sporet mod undertippede Illinois. Løber man 100 yards på en returnering, så er man selvskrevet her.

Det mest imponerende spil fra kampen mellem Oklahoma og Iowa State var faktisk et throwaway fra quarterback Brock Purdy. Havde knæet ramt jorden, før bolden havde sluppet hænderne, så havde det været et sack. I stedet for får Purdy det meste ud af situationen, som han i absolut sidste øjeblik får lavet til et incomplete pass i stedet for.

Vi bliver i samme kamp, for ugens sidste højdepunkt er hverken et return, kaste-touchdown eller hurdle. Det er et godt gammeldags hit, som Perrion Winfrey leverer fuldstændig rent. Purdy er langt fra ham, men Winfrey opgiver ikke spillet og ender med at banke Cyclones-quarterbacken i jorden.