Kirby Smart og resten af Georgia-mandskabet fik natten til tirsdag endelig deres revanche, da de slog Alabama med 33-18 i finalen i College Football. Det er første gang siden 1980 at Georgia kan kalde sig selv for nationale mestre.

Det var to hold med gode forsvars, som natten til tirsdag duellerede i College Football finalen på Lucas Oil Stadium i Indianapolis. Det var ganske tydeligt efter første halvleg, som kun indeholdt punts og field goals, hvilket resulterede i en 9-6 føring til Alabama ved pausen.

Kampen skulle næsten helt til fjerde quarter, før det første touchdown blev scoret. Med lidt over et minut tilbage af tredje quarter krydsede runningback Zahir White fra Georgia målstregen, hvilket gav Georgia en føring på 13-9 inden det sidste kvarter.

Kampens kontroversielle øjeblik fandt sted på Georgias efterfølgende drive, da quarterback Stetson Bennett forsøgte at undgå et sack ved at kaste bolden væk.

Bolden, som egentlig var på vej ud over sidelinjen, tog et vildt bounce og landede i hænderne på Brian Branch fra Alabama, som selv var på vej ud over sidelinjen. Hans ene fod var lige nøjagtig indenfor sidelinjen og med bolden i hænderne valgte dommerne at kalde det som en fumble, hvilket gav Alabama bolden på Georgias 27-yard linje. De udnyttede chancen med et touchdown og bragte sig igen foran med 18-13.

Men herfra skruede Georgia op for tempoet. To touchdown kast fra Stetson Bennett samt et pick six på 79 yards fra Kelee Ringo betød, at Georgia for første gang siden 1980 kunne kalde sig for nationale mestre. Sejren var desuden Georgias første over Alabama siden 2007.

Kampens offensive MVP blev quarterback Stetson Bennett, mens den defensive ære gik til safety Lewis Cine.