
134 hold kæmper hver uge om at blive kongen af college, men nogle kampe betyder lidt mere end andre. Gul klud hjælper dig på vej til, hvilke kampe du skal holde ekstra øje med.
Her på Gulklud vil vi hver uge hele sæsonen give vores bud på Konge Kampene, som er de vigtigste kampe, når det gælder rangering til slutspillet. Holdets nuværende position i den officielle slutspils-komite rangering fremgår af numrene foran navnet og er baseret på Associated Press (AP) ugentlige top 25. Du kan læse mere om ugens rangering ved at følge linket nedenfor.
Læs mere: De bedste hold efter uge 3!
Sådan ser du college football
Er du college-football fan, er du træt af NFL kun er om søndagen, kan du ikke få nok football, eller vil du bare se what the fuzz is all about, så har vi lavet en guide til dig, der viser, hvordan du får college football hjem i stuen.
Se vores guide til College Football her.
Og nu til ugens kampe…
#9 Illinois Fighting Illini mod #19 Indiana Hoosiers
Konge Kampen i denne uge er mellem to hold, som vi endnu ikke helt ved, hvor gode er. Illinois Fighting Illini ligger stabilt som nr. 9 i rangering og med rette. Holdet var tæt på at komme i slutspillet sidste år og har fasthold næsten samtlige startere fra det hold. De skal op imod Indiana Hoosiers i cheftræner Curt Cignettis andet år. Sidste år formåede han at få Indiana til slutspillet, hvor de røg ud imod mesterskabsfinalisterne Notre Dame. Indiana skulle dog i forhold til Illinois ud og finde en ny quarterback, da Kurtis Rourke tog til NFL. De fandt UCLA QB Fernando Mendoza, som indtil videre har spillet godt i Cignettis angreb.
QB Luke Altmyer for Illinois og Mendoza for Indiana har nærmest identiske statistikker efter tre kampe. Altmyer har 709 yards på 56 grebne bolde og 8 touchdowns. Mendoza har 708 yards på 55 grebne bolde og 9 touchdowns. Der er alt andet lige kridtet op til en lige kamp, som kommer til at fortælle os meget om begge hold styrker og svagheder. Det er en stor kamp især fordi Indiana og Illinois spiller i samme konference. Hver kamp tæller derved lidt mere og kan være med til at beslutte, hvem der kommer i slutspillet af de to. Indiana er 6,5 points favorit.
Kampen spilles d. 21. september kl. 1:30 dansk tid.
#17 Texas Tech Red Raiders mod #16 Utah Utes
Det er ikke så ofte, at man får lov at se to hold spille, som både er rangeret en efter den anden, men også er fra samme konference. Big 12 holdene Texas Tech Red Raiders og Utah Utes rammer dog denne beskrivelse på en prik. I forhold til vores største Konge Kamp i denne uge, så kan man argumentere for, at der er mere at spille for for disse to. Big 12 konferencen er mere åben end Big Ten, da den ikke har en Oregon, Ohio State og Penn State. Derfor er denne kamp muligvis vigtigere for disse to hold for at kunne få en direkte billet i slutspillet, som vinderen af deres konference.
Narrativet i kampen er Morton mod Verdenen. Texas Tech QB Behren Morton har brilleret i sin tredje sæson som starter for Texas Tech. Han har 923 yards og 11 touchdowns til kun én interception. Det er en delt førsteplads i kaste touchdowns blandt alle quarterbacks i college football. Det er altså angreb i fokus med ham bag roret. Utah har et mere velbalanceret hold, som skal forsøge at ikke falde bagud i point og samtidig forsøge at få ham til at komme lidt ned. Utah er 3 points favoritter.
Kampen spilles d. 20. september kl. 18:00 dansk tid.
#22 Auburn Tigers mod #11 Oklahoma Sooners
Auburn Tigers blev i sidste uge rangeret for første gang siden 2021. Holdet har været igennem nogle hårde år, men Oklahoma-transferen Jackson Arnold har pustet nyt liv i dem. Det er ikke altid kønt med Arnold, men der er tydelige fremskridt fra uge til uge. Nu står Arnold over for sit gamle hold, Oklahoma Sooners, hvor hans afløser John Mateer har ført dem til en 3-0 start, inklusive en imponerende sejr over Michigan Wolverines.
Mateer har været glad for at løbe bolden, men han skal nu op imod en Auburn-front, der gennemsnitligt laver over tre sacks pr. kamp. Omvendt har Arnold spillet relativt fejlfrit indtil videre, men Oklahoma er blandt de ti bedste college-hold, når det gælder om at lægge pres på quarterbacken. Kampens udfald vil sandsynligvis afhænge af, hvilken quarterback der bedst kan håndtere presset fra den defensive linje og undgå fejl. Oklahoma er favoritter med 6,5 point.
Kampen spilles d. 20. september kl. 21:30 dansk tid.
Læs også de tidligere ugers Konge Kampe:
| Grundspillet | Uge 1 | Uge 2 | Uge 3 | Uge 4 |
| Uge 5 | Uge 6 | Uge 7 | ||
| Uge 8 | Uge 9 | Uge 10 | Uge 11 | |
| Uge 12 | Uge 13 | Uge 14 | ||
| Slutspillet | Konferencemesterskaber | Bowls | ||
| Kvartfinaler | Semifinaler | Mesterskabet | ||








