Nytåret nærmer sig og det samme gør de prestigefyldte New Year’s Six bowl-kampe. I denne artikel ser vi nærmere på den kommende Peach Bowl, som i år består af Ole Miss Rebels og Penn State Nittany Lions.

Historien om Peach Bowl

Peach Bowl er én af de seks store college bowls, også kendt som New Year’s Six. Kampen spilles hvert år på Atlanta Falcons’ hjemmebane, Mercedes Benz Stadium. Peach Bowl blev første gang afholdt i 1968 i Atlanta, Georgia. Oprindeligt blev kampen spillet på Georgia Tech’s Bobby Dodd Stadium, men siden da har den fundet et permanent hjem på Mercedes-Benz Stadium.

Hovedsponsoren for Peach Bowl er den amerikanske fastfoodkæde Chick-fil-A, som også stammer fra Georgia. De har været sponsorer for kampen siden 1997, og havde endda i en årrække de fulde navngivningsrettigheder for kampen. Dette er årsagen til, at kampen fra 2006 til 2013 var kendt som Chick-fil-A Bowl. I forbindelse med opstarten af det nuværende slutspilsformat i 2014 blev navnet dog (heldigvis) ændret tilbage.

Siden introduktionen af College Football Playoffs i 2014 har Peach Bowl fungeret som semifinale tre gange. Senest sidste år, hvor Georgia Bulldogs slog Ohio State med 42-41. En uhyre tæt kamp, specielt hvis den sammenlignes med den forrige gang, hvor Peach Bowl agerede semifinale, da Joe Burrow og resten af LSU-holdet udraderede Oklahoma Sooners med 63-28.

Vejen dertil

I dette års Peach Bowl er både the Southeastern Conference og the B1G Conference repræsenteret i form af Ole Miss Rebels og Penn State Nittany Lions. To hold, som aldrig har mødt hinanden før.

Ole Miss Rebels

For anden gang på tre år er Ole Miss har gået igennem en hel sæson med minimum 10 sejre, og i år har cheftræner Lane Kiffin så muligheden for, at give Ole Miss deres første sæson nogensinde med hele 11 sejre såfremt de måtte slå Penn State. Det har generelt været en rigtig flot sæson for Kiffins mandskab. Kun to nederlag er det blevet til i grundspillet, men siden det var mod henholdsvis Alabama og Georgia, så vil de fleste nok fokusere på fremgangen i denne sæson i stedet. Der er ingen tvivl om, at Ole Miss på få år er blevet et hold, som igen skal til at blive taget seriøst nationalt.

Deres 10 sejre er kommet på baggrund af et eksplosivt angreb, som både har været stærkt igennem luften såvel som på jorden. I gennemsnit har Ole Miss pr. kamp genereret 276 yards igennem luften og 179 yards på jorden. De har to sejre over rangerede modstandere, og måske lige så vigtigt i lokalsamfundet, så vandt de årets rivalopgør mod Mississippi State med 17-7.

Penn State Nittany Lions

Set fra en Penn State fans perspektiv, så har denne sæson desværre været mere af det, som man efterhånden er kommet til at forvente med cheftræner James Franklin. Skulle Penn State gå hen og vinde over Ole Miss, så vil det være anden sæson i træk, at de vinder 11 kampe, og femte gang at de gør det på otte sæsoner. Der har med andre ord været rigeligt med sejre og det skal heller ikke tages for givet i en konference som B1G, men alligevel har de vigtigste sejre manglet igen i år – nemlig dem mod divisionsrivalerne fra Michigan og Ohio State.

For selvom Penn State har vundet 10 kampe i indeværende sæson med mere end 32 point i gennemsnit, så betyder de dyre nederlag at de endnu engang står udenfor det prestigefyldte slutspil. Det på trods af, at de ellers kan bryste sig med det statistisk bedste forsvar i hele landet. Et forsvar, som i hele fem kampe holdte deres modstandere til syv point eller færre, heriblandt mod hold som Iowa Hawkeyes og Michigan State Spartans. Angrebet har derimod været skuffende, endda i sådan en grad at den offensive koordinator blev fyret efter nederlaget til Michigan midt i sæsonen. Siden flere af de startende profiler på angrebet vender tilbage igen næste år, så bliver Peach Bowl derfor første mulighed for at se nærmere på det nye Penn State, som gerne skulle kunne byde Michigan og Ohio State op til dans næste år.

Nøglespillere

Skal Ole Miss gøre sig forhåbninger om deres først NY6 bowl-sejr siden 2016, så har de brug for at deres startende quarterback, Jaxson Dart, spiller op til det flotte niveau, som han har vist igennem året. Den tidligere USC quarterback kastede i grundspillet for næsten 3.000 yards og 20 touchdowns, men det bliver hans evner og opfindsomhed i løbespillet, som der meget vel kan blive kampafgørende. Penn States forsvar har tilladt færrest yards, og skulle de få held med at lukke ned for Ole Miss’ løbespil, så er der brug for at Dart kan ryste posen og overraske forsvaret.

Skulle Ole Miss gå hen og få succes i løbespillet, så kan vi godt regne med at komme til at se en del til Quinshon Judkins. Andenårs-spilleren havde en lettere sløv sæsonstart – specielt sammenlignet med hans fremragende sæson sidste år – men fandt virkelig rytmen i den anden halvdel af sæsonen. I fem af hans sidste otte kampe sluttede han med mere end 100 yards på dagen, hvilket bragte hans sæsontotal op på 1.052 yards og 15 touchdowns. Judkins er en three-down back og det var da også kun Cody Schrader fra Missouri, som havde flere carries i SEC i år.

Penn State quarterback Drew Allar fik i år til opgave at overtage den startende position efter Sean Clifford, som sidste år blev drafted af Packers. Han har gjort et respektabelt stykke arbejde, men det er svært at være jubeloptimist, når han kun har kastet for mere end 300 yards én enkelt gang. Så det er meget vel ikke ham, som Ole Miss er mest bekymret over, men derimod den voldsomme duo, som Penn State har fået sat sammen på runningbackpositionen. Både Nicholas Singleton og Kaytron Allen har i år haft mere end 160 carries, og til sammen har de løbet for 1.553 yards og 14 touchdowns. Penn States bedste chance ligger derfor i tidligt at få deres stærke one-two punch i spil.

Skader og afbud

Da Peach Bowl ikke fungerer som en semifinale for slutspillet i år, så har der forventeligt været nogle afbud fra spillere, som enten har valgt at fokusere på draften eller søge nye græsgange gennem transferportalen. Dog har der endnu ikke været nogle meldinger om, at det skulle være markante profiler, som ikke vil deltage. Dette er gældende for både Ole Miss såvel som Penn State.

Et fravær der til gengæld kommer til at kunne mærkes vil være på sidelinjen hos Penn State. Som nævnt blev den tidligere offensive koordinator fyret midt på sæsonen, hvorfor det nu er Andy Kotelnicki, som har tøjlerne til angrebet. På den anden side af bolden er der også sket en udskiftning, da den defensive koordinator Manny Diaz har valgt at overtage den ledige cheftrænerstilling hos Duke.

De sidste detaljer

Kampen spilles på Mercedes-Benz Stadium i Atlanta, Georgia d. 30. december kl. 18 dansk tid. Som det ser ud lige nu, så har bookmakerne Penn State som favoritter med et handicap på omkring tre.