Et point var hvad Green Bay Packers manglede i sidste uges opgør mod Atlanta Falcons, for at få forlænget spilletid. Det lykkedes som bekendt ikke, så derfor er jeg nu 4-3 for sæsonen. I denne uge går jeg mod 99 procent af alle, med mit forsøg på ugens upset, som meget vel kan blive sæsonens upset.

Der er kun et NFL-hold, som endnu ikke har vundet en kamp i denne sæson. Cleveland Browns er muligvis ligaens dårligste hold, i skarp konkurrence med San Francisco 49ers. I NFL kan alle slå alle, og jeg tror ikke Browns er helt chanceløse i søndagens opgør mod topholdet Dallas Cowboys.

Uden tvivl er Cowboys kæmpe favoritter til dette opgør, men det er muligt at tænke tanken om, at de ikke er hundrede procent fokuseret på opgøret. Dak Prescott er imponerende, og det samme er Elliott, som er topkandidaten til årets offensive rookie. I sidste runde besejrede de Philadelphia Eagles i en kamp, som gik i overtime.

Lige netop sådan en divisionssejr har man før set, få topholdene til at være mindre fokuseret når de gæster et mindre godt hold, for at sige det på en pæn måde. Kigger man alene i sidste sæson, så vandt de senere Super Bowl-mestre fra Denver blot i forlænget spilletid i Cleveland, ligesom Baltimore Ravens kun vandt på et blokeret field goal de returnerede til touchdown som tiden løb ud.

Går vi samtidig tilbage til 2014-sæsonen, så vandt Browns på hjemmebane over hold som New Orleans Saints og Pittsburgh Steelers. Browns har altså vist, at trods et ry som et elendigt football-hold, så kan de vinde over stærke modstandere – især på deres til tider vindblæste hjemmebane.

Det skal selvfølgelig siges, at det kræver en monsterkamp fra forsvarets side, som virkelig skal lukke ned for Ezekiel Elliott, mens man skal sørge for at skabe masser af pres på Dak Prescott. Her skal den nye signing Jamie Collins virkelig vise sit værd. Også en spiller som Joe Haden skal udnytte sit matchup mod Dez Bryant til, at vise han stadigvæk er blandt de bedre cornerbacks. Samtidig er det vigtigt, at receivere Terrelle Pryor og Corey Coleman virkelig hjælper Cody Kessler. Det er en ung og virkelig lovende trio som Browns har på angrebet.

Som nævnt i indledningen, så ved jeg, at næsten alle, hvis ikke alle, har Cowboys som sejrsherre – men i NFL kan alt ske. Og i den position som Browns er, hvor de virkelig er tvunget til en sejr for æren, mens Cowboys kommer direkte fra en overtids sejr over en divisionsmodstander i en Night-kamp, og derfor ikke giver så meget for Browns – så kan overraskelsen ske.