Cleveland Browns og John Dorsey har besluttet at stoppe samarbejdet. Browns skal derfor både på jagt efter en ny cheftræner og en ny general manager.

Fyresedlen til den nu tidligere cheftræner Freddie Kitchens er ikke den eneste store ændring i Cleveland Browns.

Efter et møde mellem Browns-ejer Jimmy Haslam og general manager John Dorsey har parterne valgt at ophøre samarbejdet med øjeblikkelig virkning. Dorsey er fortid i Cleveland.

59-årige John Dorsey nåede at være general manager for Cleveland Browns i to år, efter han blev ansat den 7. december 2017 efter fyringen af Sashi Brown.

AFC North-mandskabet skal nu både finde en ny cheftræner og en ny mand til at stå i spidsen for sammensætningen af holdet.