Steve Wilks bliver defensiv koordinator, og Todd Monken bliver offensiv koordinator i Cleveland Browns.

Cleveland Browns valgte for nylig at beholde deres offensive koordinator-vikar fra sidste sæson, Freddie Kitchens, som cheftræner fremover, og nu har de også fundet de koordinatorer, der skal hjælpe ham i Cleveland.

Til at håndtere forsvaret har Browns hyret den nyligt fyrede Arizona Cardinals-træner Steve Wilks, mens Tampa Bay Buccaneers’ tidligere offensive koordinator, Todd Monken, skal hjælpe med offensiven.

49-årige Wilks var i den forgangne sæson cheftræner for Cardinals, men han blev fyret, efter at sæsonen bød på blot tre sejre. Tidligere har han været defensiv koordinator hos Carolina Panthers, hvor han også har haft flere andre roller i trænerstaben.

Monken kommer ligeledes med en del erfaring. Han har blandt andet været cheftræner for collegeholdet Southern Miss fra 2013 til 2015 og har fra 2016 til 2018 været en del af Buccaneers’ trænerstab. I sidste sæson var han offensiv koordinator, hvor Buccaneers havde et af de statistisk set bedste angreb i NFL.

De to koordinatorer skal hjælpe Kitchens med at fortsætte den opblomstring, Cleveland Browns fik, da de i midten af den forgangne sæson fyrede Hue Jackson.