Efter at have sendt Carlos Hyde til Jacksonville Jaguars i bytte for et femterundevalg, har Cleveland Browns nu hele 10 valg i 2019-draften

Cleveland Browns har måske ikke altid været spændende at følge på banen, men i draften plejer holdet fra Ohio altid at gøre væsen af sig. Og 2019 bliver ingen undtagelse.

Efter at have handlet Carlos Hyde til Jacksonville Jaguars for et femterundevalg, har klubben hele 1o draftpicks til rådighed i næste års draft. Heraf er halvdelen i draftens første fire runder.

Seks af draftvalgene har klubben automatisk fået tildelt af NFL, imens de sidste fire er kommet i hus igennem handler med andre hold.

At Cleveland har mange draftvalg er intet nyt. Særligt under den tidligere sportschef Sashi Brown gik holdet meget op i at bygge op via draften, og den filosofi hænger tilsyneladende ved.

I de sidste fire drafts fra 2015 til 2018 har holdet fra Ohio draftet hele 45 spillere, altså lidt over 11 spillere per draft. Af de 45 valg har otte været i første runde af draften.

Problemerne hos Cleveland har dog handlet mere om kvaliteten af draftvalg, fremfor mængden. Dette års draftklasse, anført af førsterundevalgene Baker Mayfield og Denzel Ward, ser dog stærk ud, og det bliver spændende at se om holdet kan gøre det lige så godt ved draften i 2019.