
Trods vedvarende spekulationer om et skifte ventes Cleveland Browns at forpligte sig til Baker Mayfield som startende quarterback i 2022.
Vanen tro er foråret ensbetydende med rygter og spekulationer om såvel spillerne som trænernes fremtid i NFL. I år er det Baker Mayfield, der får mediemøllen til at dreje efter en relativt skuffende og skadesplaget 2021-sæson i Cleveland.
Afsættet er, at Baker Mayfield endnu ikke har fået forlænget sin kontrakt med Cleveland Browns, der står til at udløbe i 2023. Og på bagkant af sin foreløbigt dårligste sæson i NFL – hvori han blot kastede for 3.010 yards og 17 touchdowns – og en skulderoperation i januar, har medierne spekuleret i, hvorvidt Mayfield kunne være fortid i Ohio?
Men fredag blev spekulationerne foreløbigt gjort til skamme. Mary Kay Cabot fra mediet Cleveland.com kunne fortælle, at Browns nu har holdt et “bekræftende møde” med Mayfields repræsentanter, der blev forsikret om, at man vil forpligte sig til den 26-årige quarterback i den kommende sæson.
Foråret og sommerperioden er stadigvæk ung, men det kan tyde på, at Baker Mayfield får en sidste chance for at bevise sit værd i Ohio i 2022. Alternativt kan Browns frit skille sig af med Mayfield i 2023 og søge en rutineret eller purung erstatning.










