Efter fyringen af Hue Jackson blev holdets defensive koordinator Gregg Williams forfremmet til midlertidigt cheftræner. Ifølge Browns’ ejer Jimmy Haslam kan Williams dog ende som holdets permanente cheftræner.

Hue Jackson-æraen er (endeligt) forbi i Cleveland, og det betyder at fans og eksperter begynder at spekulere i, hvem der skal stå i spidsen for holdet i 2019.

Ifølge holdets ejer Jimmy Haslam, er en af kandidaterne holdets tidligere defensive koordinator Gregg Williams, der højst overraskende blev forfremmet til midlertidig cheftræner, efter både Hue Jackson og offensiv koordinator Todd Haley fik sparket.

“Han har erfaring. Han er en rutineret defensiv koordinator med et rigtigt flot CV. Når der skal tages beslutninger som disse, er det vigtigt at Browns’ organisation sætter sig sammen og taler om hvem de bedste kandidater i organisationen er, og det er altså beslutningen vi kom frem til [at forfremme Williams til midlertid cheftræner],” udtalte Haslam til Mary Kay Cabot fra Cleveland Plain Dealer.

“Gregg er interesseret [i det permanente job], og han er uden tvivl en kandidat.”

Bountygate

Gregg Williams har ganske rigtigt cheftrænererfaring fra sin tid hos Buffalo Bills i 2001-2003, hvor han vandt 17 kampe og tabte 31. Mest kendt er han nok for sin involvering i Bountygate-skandalen, hvor han fik et års karantæne af NFL. NFL’s undersøgelser afslørede, at Williams havde startet en pengepulje op blandt de defensive spillere, hvor der blev udbetalt penge, hvis en defensiv spiller skadede en modspiller.

Tomme ord?

Det ville være højst usandsynligt at Browns i sidste ender vælger Gregg Williams som permanent cheftræner, og Jimmy Haslams roser er sandsynligvis bare tomme ord. Men Browns har også en historie for at tage utraditionelle valg.

Gregg Williams får første chance for at vise sine evner som cheftræner i weekendens kamp mod Kansas City Chiefs.