
En hektisk uge for den offensive linje fortsætter for Chicago Bears. I en handel har de sikret sig center Garrett Bradbury.
Fredag indgik Bears en forhåndsaftale om at sende et femterundevalg i 2027 til New England Patriots for center Garrett Bradbury, det skriver ESPN. Handlen kan dog officelt først gennemføres, når transfervinduet åbner onsdag.
Kun tre dage efter Pro Bowl center Drew Dalman chokerende meldte ud, at han gik på pension, har Bears sikret sig deres nye center – uden at skulle punge ud med kassen for at lukke hullet.
Bradbury var et førsterundevalg i 2019 hos divisionsrivalen Minnesota Vikings og spillede der, inden han i marts sidste år skrev under på en toårig kontrakt på 12 millioner dollars med New England. Bears overtager nu det andet år på kontrakten, og skal kun betale ham de resterende 4,7 millioner dollars.
Han startede alle 17 grundspilskampe og alle fire playoff-kampe inkl. Super Bowl LX for Patriots sidste sæson.
Hos New England bliver 2025-tredjerundevalget Jared Wilson sandsynligvis Bradburys afløser på center. Wilson spillede center på University of Georgia, men startede sidste år som venstre guard hos Patriots.








