Chicago Bears’ hårdtprøvede fans kan forvente at se Andy Dalton tilbage under center, når han bliver sin skade kvit.

Justin Fields og Chicago Bears hjemtog sæsonens anden sejr, da de besejrede divisionsrivalerne fra Detroit Lions i fjerde spillerunde. Heri ramte Fields på 11 af 17 kast for 209 yards og en interception, mens han ligeledes løb for yderligere ni yards. Således var der relativt store forbedringer at spore i forhold til forrige weekend, hvor Fields blev maltrakteret af Cleveland Browns’ forsvar med ni sacks som følge.

Hverken præstationen eller sejren har fået Bears’ cheftræner Matt Nagy til at ryste på hånden. Andy Dalton er fortsat holdets startende quarterback, og han vil komme i aktion, så snart han er skadesfri. Det understregede Nagy på dagens (04.10.21) pressemøde.

Det er imidlertid usikkert, om Andy Dalton kommer i aktion allerede i den næstkommende spillerunde, hvor Chicago Bears står over for Las Vegas Raiders:

– Vi bliver formentlig klogere i løbet af de næste 48 timer. Jeg forventer at kunne give jer en opdatering på onsdag i forhold til, hvem der kommer til at starte, meddelte Matt Nagy på selv samme pressemøde.

Efter to sejre og to nederlag ligger Chicago Bears på en andenplads i NFC North. Derfor er Bears formelt set blot en enkelt sejr fra ærkerivalerne fra Green Bay Packers, der foreløbigt sidder på divisionens førsteplads.