Ben Johnson har fundet sit nye hold

0

Det varmeste navn i trænerkarrusellen Ben Johnson har skrevet under på en kontrakt, som gør ham til den nye cheftræner for Chicago Bears.

Detroit Lions’ sensationelle nederlag til Washington Commanders i divisionsrunden har genstartet den store trænerkarrusel i NFL. Det står klart, efter at Lions’ divisionsrivaler fra Chicago Bears har ansat Ben Johnson som holdets nye cheftræner.

Således er det Bears, som løber med det mest eftertragtrede trænernavn i år. Ben Johnson har været en bærende del af den transformation, som Dan Campbell har gennemført i Detroit, og som har gjort Lions til titeludfordrere.

Ben Johnson har arbejdet som offensiv koordinator for Lions i de seneste tre sæsoner. I det seneste grundspil scorede Lions 564 point, hvilket er flest i holdets historie i en enkeltstående sæson. Derudover leverede Lions’ angreb tre af de fire højestscorende sæsoner i holdets historie under Ben Johnsons ledelse.

Til sammenligning har Chicago Bears ikke været dét hold, som scorede flest point i en enkeltstående sæson i NFL siden 1956, hvor der bare var 12 hold i ligaen.

Foruden Chicago Bears, så har rygterne også kædet Ben Johnson sammen med Las Vegas Raiders, hvor den nye medejer Tom Brady har gjort sit bedste for at lokke Johnson til. Derudover har Jacksonville Jaguars også været meldt særdeles interesserede i at ansætte Johnson som afløser for Doug Pederson.

I Chicago skal Ben Johnson først og fremmest forløse Caleb Williams’ talent. Bears valgte Williams med det første valg i den seneste draft, men han – og resten af Bears’ angreb – skuffede i grundspillet. Williams kastede 3.541 yards, 20 touchdowns og fem interceptions, men han stod i skyggen af sin førsteårskollega Jayden Daniels, som leverede 4.459 offensive yards, scorede 31 touchdowns og senest førte Commanders til NFC-finalen.

Chicago Bears fyrede Matt Eberflus efter 12 kampe i 2024-sæsonen, som holdet sluttede med sølle fem sejre. Det er sjette år i træk, at Bears enten vinder et tilsvarende antal kampe, eller taber flere kampe, end de har vundet i en enkeltstående sæson. Nu bliver Ben Johnson den sjette cheftræner i Chicago siden 2012.