Endnu en brik i Matt Nagys coaching-puslespil er faldet i hak. Igen i år vil Bears forsvaret blive ledet af den yderst populære defensive coordinator, Vic Fangio, og det efterlader en munter fanbase.

Der er blevet spekuleret meget omkring Fangio, men nu har Bears slukket for rygterne og de talende hoveder. Vic Fangio bliver i Chicago, og har nu alle koordinatorerne på plads efter de tidligere hyrede Mark Helfrich (offense) og Chris Tabor (special teams).

Ifølge ESPNs insider, Adam Schefter, har Fangio fået en kontrakt, der løber i de næste tre år.

Nyheden om Fangios tilbagevending har bragt glæde til Bears-fans, og i Bearsland har man fornemmelsen af, at organisationen er på rette vej igen efter nogle tørre år på banen.

Fangio har en fortid som defensive coordinator for Panthers, Colts, Texans, Stanford, og var inden han fik jobbet i Bears i 2015 defensive coordinator for Jim Harbaughs 49ers, hvor han stod for et forsvar, der bragte holdet helt til Super Bowl.