Carolina Panthers har tradet den store receiver, Kelvin Benjamin, til Buffalo Bills for et par valg i næste års draft.

Det var ingen hemmelighed, at Bills jagtede en receiver, der kunne forbedre deres talentfattige receiverkorps, og sekunder inden trade deadline fik de deres mand.
De formåede at blive enige med Carolina Panthers om en byttehandel, der sender Kelvin Benjamin til Bills. Panthers modtager et 3. runde- og 7. runde-valg i næste års draft i bytte for den store receiver.


Dermed begynder Bills at bruge nogle af de mange draftpicks, de har samlet sammen ved at trade profiler som Sammy Watkins, Ronald Darby og Marcell Dareus.
Hos Bills kommer Benjamin til at spille for cheftræner Sean McDermott og general manager Brandon Beane, der begge kom til Bills fra netop Panthers i år.
Benjamin var et førsterundevalg i 2014, men har været svingende i sin tid hos Panthers. Alligevel har han været et af Cam Newtons bedste våben i kastespillet i indeværende sæson, og han vil formentlig gå direkte ind som førstereceiver hos Bills.
En af årsagerne til handlen fra Panthers’ side var, ifølge general manager Marty Hurney, at få mere fart på banen. Det vil formentlig komme i form af rookien Curtis Samuel eller Russell Shepard.


*** Læs også: Eagles trader sig til Jay Ajayi
*** Læs også: Texans sender Duane Brown til Seahawks
*** Læs også: Patriots sender Jimmy Garoppolo til 49ers