Carolina Panthers har fået en forfærdelig start på sæsonen. Og selvom det ikke alt sammen ligger på kicker Graham Gano, så har den ellers så rutinerede spiller vist bekymrende tendenser. Head coach Ron Rivera bøjer af på spørgsmålet om Ganos fremtid.

Der er ikke langt fra succes til fiasko i NFL.

I sidste sæson var Carolina Panthers næsten ubesejret, inden de tabte Super Bowl 50, men i denne sæson er det kun blevet til en enkelt sejr i seks forsøg. Efter gårsdagens nederlag til New Orleans Saints har Panthers friuge, og det giver mulighed for at gøre status og eventuelt foretage ændringer.

Et sted kunne være på kicker-positionen, hvor Graham Gano har haft en knap så imponerende sæson.

Inden weekendens kamp slog head coach Ron Rivera fast, at han stadig havde tillid til Gano, og det var der god grund til. De seneste år har Gano således været sikkerheden selv, men i denne sæson har succesen været mere blandet.

Gano har ramt på ni ud af 12 spark, men har også misset to extra point – senest i går mod Saints – og det får nu Ron Rivera til at bøje af på spørgsmålet Ganos fremtid. Det skriver mediet blackandbluereview.com.

“Vi må se. Vi kan ikke bare kigge på, hvad der er sket lige nu, men også over en længere periode. Der er visse ting, vi kommer til at kigge på og evaluere på i vores friuge, og så må vi se, hvad der sker,” lød det kryptiske svar fra Rivera, da han i går blev spurgt, om han var bekymret over sin kicker.

Gano selv føler, at han har gang i en udmærket sæson.

“Jeg føler, jeg har gang i en god sæson,” siger han. “Der er nogle spark, som jeg gerne ville forsøge igen, og dem har jeg ingen undskyldning for. Jeg skal bare sparke dem ind,” siger han.

Panthers har dog større problemer end bare på kicker-positionen og var heldige overhovedet at være med i kampen mod Saints efter hurtigt at være kommet bagud 21-0.