Der skulle ikke gå længe, før Frank Reich fik en ny chance som cheftræner i NFL.

Torsdag kunne Carolina Panthers offentliggøre, at de har ansat Frank Reich som holdets nye cheftræner. Frank Reich overtager tøjlerne i Carolina oven på en turbulent sæson, hvor han selv blev fyret af Jim Irsay i Indianapolis tilbage i november 2022.

Fyringen til trods, så er det tydeligt for enhver, at Panthers får en særdeles erfaren og velrespekteret cheftræner i folden. Reich stod i spidsen for Colts i knap fem sæsoner, hvor han vandt 40 af 74 kampe og førte holdet i slutspillet i 2019 og 2021. Inden da havde Reich stor succes som offensiv koordinator for Philadelphia Eagles, hvor han var en af hovedarkitekterne bag holdets overraskende Super Bowl-triumf tilbage i 2018.

Det er ikke første gang, at Frank Reich skifter til netop Carolina Panthers. Vi skal tilbage til 1995, hvor Frank Reich spillede i NFL som quarterback, og skrev under med Panthers i holdets første sæson i ligaen. Dermed blev Reich den første quarterback, der startede en kamp for Carolina Panthers.

Nu får Frank Reich til opgave at genrejse Panthers efter en række tumultariske og knap så succesfulde år med Matt Rhule som cheftræner. Rhule blev som bekendt fyret efter bare fem kampe i 2022-sæsonen, hvorefter Steve Wilks fungerede som en midlertidig afløser og førte holdet frem til en andenplads i NFC South.

Én af Reichs fremmeste opgaver bliver at finde og udvikle fremtidens quarterback i Carolina. I skrivende stund råder Panthers over Sam Darnold, PJ Walker, Jacob Eason og Matt Corral som mulige startere, så det virker ikke usandsynligt, at Reich vil bruge det niende valg i den kommende draft til at finde en ny bannerfører.