Buffalo Bills forstærker sin offensive linje med den alsidige Jon Feliciano.

Jon Feliciano skal fremover yde beskyttelse for Josh Allen i Buffalo Bills. Det står klart efter at den 27-årige offensive linjemand har skrevet under på toårig aftale.

I fjor tørnede Feliciano ud for Oakland Raiders, hvor han tilkæmpede sig en vigtig rolle på den skadesramte offensive linje. Som følge heraf startede Feliciano både som center og guard i 2018, og medvirkede i alt i 13 kampe.

Buffalo Bills’ offensive linje var en evig akilleshæl i 2018, hvilket medvirkede kraftigt til, at angrebet sluttede som nummer 30 i totale antal yards, samt at running back LeSean McCoy havde én af de værste personlige sæsoner i sin karriere.