Buffalo Bills har onsdag morgen amerikansk tid forlænget kontrakten med en af holdets største stjerner. Stefon Diggs bliver i klubben i yderligere fire år.

Klubben i den nordlige del af staten har New York har indgået en aftale med wide receiver Stefon Diggs om en fireårig forlængelse på 104 millioner dollars, der inkluderer 70 millioner dollars garanteret, det skriver ESPN.

Beløbende svarer til hhv. 708 millioner kr. og lige under en halv milliard kroner i garanteret løn. Det er meget godt for en fyr, der kom ind i NFL som et 5. runde valg i 2015 af Minnesota Vikings.

Med forlængelsen har Bills papir på den 28-årige receiver til og med 2027-sæsonen.

Diggs var utilfreds med sin rolle hos Minnesota, hvis angreb var lagt mere an på løb end kast, så han skiftede i en trade før 2020-sæsonen til Bills.

Siden sit skifte har han grebet over 100 bolde og mere end 1.200 yards i begge sine to sæsoner i Buffalo. Han var All pro i 2020 og er også blevet valgt til Pro Bowl i sine to år for Bills, hvor han er blevet quarterback Josh Allens yndlingsreceiver.

Diggs var blot den 20. receiver, der blev valgt i 2015-draften, men er nu blevet den mest velhavende af dem alle sammen.