Baltimore Ravens fik tiltrængt hjælp til angrebet, da J.K. Dobbins vendte tilbage efter en knæskade.

Søndag tog Baltimore Ravens en vigtig skalp, da de besejrede ærkerivalerne fra Pittsburgh Steelers med 16-14. Det var første gang i de seneste fem forsøg, at Ravens trak sig sejrsrigt ud af rivaliseringen, og det var til trods for, at de manglede Lamar Jackson, samt at reserven Tyler Huntley også udgik med en hjernerystelse.

I stedet var det løbeangrebet, som førte holdet til sejr – godt hjulpet på vej af et velspillende forsvar, som leverede tre interceptions mod Mitch Trubisky. Særligt én spiller skilte sig ud i løbeangrebet, og det var tilbagevendte J.K. Dobbins.

J.K. Dobbins missede hele 2021-sæsonen med en knæskade og den selvsamme skade har også voldt ham problemer i indeværende sæson. Faktisk var Dobbins tvunget til at få foretaget en “rensende” operation af samme knæ, hvortil han har misset Ravens’ seneste seks kampe.

Søndag fik Dobbins sit længeventede comeback og han leverede varen fra første fløjt. Allerede i første quarter viste Dobbins prøver på sit talent, da han leverede et 44-yard langt løb og han sluttede opgøret med 120 yards og en scoring på bare 15 forsøg. Dobbins producerede altså i gennemsnit otte yards pr. løb i sit comeback!

Med sejren har Ravens nu vundet ni af 13 kampe, hvilket betyder, at de indtager førstepladsen i AFC North foran Cincinnati Bengals (9-4). De to duellanter mødes sågar i 18. og sidste spillerunde, som potentielt kan blive en direkte duel om divisionstitlen og hjemmebanefordel i slutspillet.