Ravens har revet kontrakten over med Ryan Grant, efter at receiveren dumpede det obligatoriske lægetjek. Nu kan Michael Crabtree i stedet være på vej til Baltimore.

I tirsdags kom det frem, at Baltimore Ravens havde investeret hele 175 millioner danske kroner i upåagtede Ryan Grant, som endnu ikke står noteret for 1.000 yards grebne yards i sin NFL-karriere. Nu er handlen gået i vasken, eftersom at Grant dumpede det obligatoriske lægetjek, der finder sted, før kontrakten underskrives.

Den bemærkelsesværdige og omkostningsfulde handel havde allerede tiltrukket sig en del negativ respons fra både fans og eksperter. Gul Kluds egen Dennis Cordsen, som i disse dage har travlt med at vurdere diverse spillerskifte, gav eksempelvis handlen dumpekarakteren 00.

Således har Ravens pludselig et større manøvrerum i forhold til deres stramme lønbudget, og der gik ikke længe, før ESPN’s pålidelige Adam Schefter meddelte, at den netop fritstillede veteran, Michael Crabtree, nu har planlagt et besøg hos Ravens-organisationen.

Den 30-årige receiver har været en sand scoringsmaskine for Oakland Raiders gennem de seneste tre år, hvortil det er blevet til hele 25 grebne touchdowns. Den potentielle handel har allerede vakt opsigt i Baltimore, hvor én af de lokale og velkendte institutioner, Jimmy’s Seafood’, netop har lovet Crabtree gratis krabbekager i resten af sine levedage, hvis han fortsætter sin karriere hos Baltimore Ravens.