Greg Roman vender tilbage til Baltimore, hvor han trænede holdets offensive linje i 2006-2007 sæsonen.

John Harbaugh har forstærket sin trænerstab med den erfarne Greg Roman, der blev afskediget som offensiv koordinator i Buffalo Bills tidligere på sæsonen. Fyringen af Greg Roman blev af flere set som Rex Ryans sidste forsøg på at redde sit eget og sin broders skin efter en miserabel sæsonstart, men brødrende Ryan er nu som bekendt selv fortid i Buffalo.


Roman blev siden hen nævnt som en potentiel afløser for Pep Hamilton i Cleveland Browns, og ligeledes er den 44-årige træner blevet nævnt i forbindelse med adskillige college-hold. I stedet vender Roman tilbage til Baltimore, hvor hans kommende rolle endnu ikke er blevet afsløret.
Det er i skrivende stund Marty Mornhinweg, som er offensiv koordinator i Baltimore efter fyringen af Marc Trestman halvvejs gennem 2016-sæsonen. Med ansættelsen af Greg Roman lægger John Harbaugh omvendt pres på netop Mornhinweg, da Greg Roman må anses som en kompetent og potentiel afløser, hvis Ravens’ offensive kvaler fortsætter i 2017.


Greg Roman begyndte sin trænerkarriere i NFL hos Carolina Panthers som assistenttræner. Efterfølgende oplevede han korte ophold i hhv. Houston og Baltimore, før han blev offensiv koordinator hos San Francisco 49ers i 2011. I løbet af sin ansættelse hos 49ers lykkedes det Roman at etablere et suverænt løbeangreb, som høstede store roser for holdets Super Bowl-run i 2013, hvor man tabte til netop Ravens.
John Harbaugh vil således håbe, at Greg Roman kan give Ravens’ løbeangreb et nødvendigt los bag i, så Ravens-angrebet atter kan vende tilbage til fordums værdier. Ravens’ løbeangreb sluttede sæsonen med 1463 totale yards (28. i NFL), hvortil Terrance West løb for 774, mens rookie Kenneth Dixon viste et fint potentiale mod sæsonens afslutning. Sidstnævnte sluttede med 382 yards for sæsonen.

1 KOMMENTAR

  1. Har stadig svært ved at forstå, at Trent Baalke ofrede Roman og DC Vic Fangio til fordel for Jim Tomsula…

Comments are closed.