Baltimore Ravens’ offensive linje må fremover undvære en stor stjerne. Den dygtige guard Marshall Yanda har valgt at stoppe karrieren efter 13 år hos Ravens.

Ravens’ angreb var helt forrygende i 2019, og en af grundene var en stærk offensive linje oppe foran. Den linje var i 2019 anført af den bundsolide guard Marshall Yanda, men fremover må andre overtage dirigentstokken.

Den 35-årige guard har valgt at stoppe karrieren efter 13 sæsoner i Baltimore. I alt nåede Yanda at spille 177 kampe for holdet – heraf 166 starter.

Yanda blev valgt tilbage i 2007-draftens tredje runde, da Ravens smed det 86. valg i draften efter guarden fra Iowa. Det valg har de ikke fortrudt et sekund, da Yanda efterfølgende udviklede sig til en af 10’ernes bedste guards.

I alt blev Yanda valgt til otte Pro Bowls og syv All Pro-hold (to som first team, fem som second team). Derudover var Yanda en dybt respekteret mand i Ravens’ omklædningsrum. Han vandt en Super Bowl med holdet i 2012-sæsonen.

Til at afløse Yanda har Ravens lige nu en ung trio bestående af Patrick Mekari, Bradley Bozeman og Ben Powers. Det forventes dog, at Ravens vil adressere positionen i enten free agency eller draften.