Ovenpå nederlaget i wild card-runden er Baltimore Ravens begyndt på off season-justeringerne. Første ændring bliver et skifte af holdets offensive koordinator. Her overtager Greg Roman, der tidligere var assisterende head coach.

Med seks sejre i de sidste syv kampe fik Baltimore Ravens vendt en potentielt skuffende sæson til slutspilsdeltagelse. Sejrsstimen kom efter et skifte på fra Joe Flacco til Lamar Jackson på quarterback-positionen, og frem mod næste sæson vil holdet også skifte offensiv koordinator for at tilpasse angrebet til unge Lamar Jackson.

Ud ryger Marty Mornhinweg, der var offensiv koordinator for holdet i tre sæsoner, og i stedet vil Greg Roman overtage. 46-årige Roman har været hos Ravens i to år, hvor han senest har fungeret som assisterende head coach og tight end-træner.

Greg Roman har tidligere i karrieren haft succes med at designe angreb til mobile quarterbacks, og hans mest markante succesperiode var mellem 2011 og 2014, hvor han var offensiv koordinator for Colin Kaepernick hos San Francisco 49ers. Siden har han også været offensiv koordinator hos Buffalo Bills, hvor Tyrod Taylor var quarterback.

Om Marty Mornhigweg forlader holdet helt er stadig uklart, da han i følge NFL Networks er blevet tilbudt at blive hos holdet i en rolle, der omhandler kastespillet. Mornhigweg kunne dog også forlade holdet og lede efter andre muligheder.

Om Ravens laver andre ændringer i trænerstab er stadig uvist, men det forventes, at den defensive koordinator Don “Wink” Martindale også træner forsvaret næste år.