Efter måneders dialog er Jason Pierre-Paul nået til enighed om en etårig kontrakt med Baltimore Ravens.

Baltimore Ravens’ pass rush har været tynget af manglende bredde og kvalitet i indeværende sæson. Tyus Bowser genoptræner stadigvæk efter, at han rev sin akillessene over i fjor, ligesom andetrundevalget David Ojabo også arbejder på at blive sine skadeskvaler kvit. Søndag var det Justin Houston, der måtte se til fra sidelinjen med lyskenproblemer.

John Harbaugh og Eric DeCosta har nu ageret og forsøgt at håndtere det begyndende skadeshelvede ved at hente Jason Pierre-Paul ind på en etårig kontrakt. Kontrakten kan potentielt indbringe Jason Pierre-Paul i omegnen af 42 millioner danske kroner – afhængigt af diverse præstationsbetingede klausuler.

Senest har Jason Pierre-Paul tørnet ud for Tampa Bay Buccaneers, hvor han var en central del af holdets Super Bowl-triumf i 2021. Han spillede med en skulderskade i fjor, der begrænsede ham til sølle 2,5 sacks i 12 kampe. Det var første gang siden 2015, at Pierre-Paul ikke leverede minimum syv sacks hen over en sæson.

Samlet set står Jason Pierre-Paul noteret for 91,5 sacks i sin karriere for henholdsvis New York Giants og Tampa Bay Buccaneers. Foruden førnævnte Super Bowl-triumf var Pierre-Paul også med til at sikre Giants sejren i Super Bowl XLVI over New England Patriots. Spørgsmålet er nu, om Jason Pierre-Paul kan levere sit Super Bowl-hattrick med Ravens, der er startet sæsonen med to sejre af tre mulige?