Lamar Jacksons voksende fanskare inkluderer nu paven, der tirsdag fik overrakt en Ravens-trøje i Vatikanet

Hvis ikke Lamar Jacksons guddommelige spil kan tage Ravens til en Super Bowl, kan deres kontakter til de højere magter måske.

Tirsdag var repræsentanter fra ærkebispedømmet Baltimore på besøg i Vatikanet. Som en del af besøget overrakte repræsentanterne paven en Ravens-trøje med Lamar Jacksons nummer 8, “Francis” som spillernavn og med autografer af Lamar Jackson og cheftræner John Harbaugh.

Baltimores ærkebiskop William Lori, der overrakte trøjen, fortalte efterfølgende at paven var blevet rigtig glad for gaven.

– Paven er selvfølgelig stor fodboldfan, men han gav os ‘thumbs up’. Det fik det store smil frem… Det var et meget glædeligt øjeblik. Det betyder ikke nødvendigvis, at han hepper på os, når vi kommer i Super Bowl. Men det kan næppe skade, at paven har vores trøje.

Ravens cheftræner John Harbaugh blev onsdag spurgt ind til den specielle gave.

– Det er fantastisk. Vi må se, om han tager den i brug i den nærmeste fremtid.

Som flere medier i spøg har påpeget, kan pave Frans få svært ved at beslutte, hvem han skal holde med i Super Bowl, hvis det ender med en kamp mellem de to nuværende top seeds i AFC og NFC: Baltimore Ravens og New Orleans Saints.