NFL straffer Ravens efter misvisende skadesliste

0

NFL har idømt Baltimore Ravens en bøde på knap 650.000 kroner, efter at de fejlagtigt indikerede, at Lamar Jackson ville blive klar til ottende spillerunde.

Baltimore Ravens skal hoste op med 650.000 kroner ($100.000) til ligaens bødekasse.

Disciplineringen sker efter, at Baltimore Ravens gav tvetydige oplysninger om Lamar Jacksons kampstatus forud for opgøret mod Chicago Bears i ottende spillerunde.

Få dage inden opgøret fremgik det af Baltimore Ravens’ skadesliste, at Lamar Jackson havde trænet med for fuld styrke, hvilket indikerede, at den dobbelte liga-MVP ville gøre comeback mod Chicago Bears. Forinden havde Jackson misset de to foregående kampe med en forstrækning i sit højre baglår.

Derfor vakte det stor forundring og kritik, da Baltimore Ravens efterfølgende – og bare et døgn før kampstart mod Bears – korrigerede sin skadesliste. Nu fremgik det, at Lamar Jackson kun trænede med i et begrænset omfang og han blev kort tid efter dømt ude af opgøret.

Baltimore Ravens’ cheftræner John Harbaugh udtalte efterfølgende, at der var tale om en menneskelig fejl:

– Det er en helt ærlig fejl. Vi har ikke forsøgt at skjule noget, og jeg mener heller ikke, at vi har haft nogen fordel af det. Han (Lamar Jackson, red.) trænede med, men ikke med starterne, sagde John Harbaugh.

Fejlregistreringen har givet anledning til en del kritik, da Ravens beskyldes for at have sløret Lamar Jacksons skadesstatus, så Chicago Bears var nødsaget til at forberede sig på at skulle møde Jackson. I stedet startede Tyler Huntley, som er en helt anden kaliber spiller.

Ligaen begrunder sin afgørelse med, at Baltimore Ravens har sjusket med skadesregistreringen – og altså ikke med, at Ravens skulle have forsøgt at skabe sig en fordel. NFL fremhæver i sin afgørelse, at hvis sidstnævnte skulle have været tilfældet, så havde Ravens fået en hårdere straf.