Marlon Humphrey misser Colts-brag med coronavirus

0
Charles LeClaire-USA TODAY Sports

Baltimore Ravens må undvære forsvarets ubetingede stjerne i søndagens opgør mod Indianapolis Colts.

Marlon Humphrey er den seneste stjerne og NFL-spiller, som må en tur i selvisolation efter at være konstateret smittet med coronavirus. Nyheden er kommet i kølvandet på Baltimore Ravens’ nederlag til Pittsburgh Steelers, hvor Humphrey sandsynligvis har spillet med sygdommen.

Baltimore Ravens’ cheftræner John Harbaugh har allerede meldt ud, at Marlon Humphrey misser det kommende opgør mod Indianapolis Colts, mens at resten af truppen undergår NFL’s protokoller for konstateret smitte.

Et potentielt udbrud af coronavirus vil ramme Baltimore Ravens på et særdeles skidt tidspunkt. Ravens led som nævnt et toneangivende nederlag til Pittsburgh Steelers i søndags, hvortil sidstnævnte har overtaget grebet om AFC North. I selvsamme nederlag mistede Ravens profilen Ronnie Stanley, som udgik med en alvorlig ankelskade, der holder ham ude i resten af 2020.

Læs mere om Ronnie Stanleys skade her.

Marlon Humphrey har udviklet sig til at blive én af ligaens absolut bedste cornerbacks. I 2020 står han foreløbigt noteret for 39 tacklinger, fem pass deflections, en interceptions og fire forcerede fumbles.