Mark Ingram fortsætter sin hype af Lamar Jackson i optakten til den nye sæson.

Baltimore Ravens’ runningback Mark Ingram var én af Lamar Jacksons mest vokale disiciple i 2019. Ingram var særdeles aktiv og åbenmundet til pressekonferencer og på de sociale medier om sin beundring af Lamar Jackson.

Der viste sig at være noget om snakken, da Lamar Jackson leverede et suverænt grundspil og blev kåret til ligaens mest værdifulde spiller.

På Ravens’ pressekonference – som optakt til holdets åbningskamp mod Cleveland Browns – var Mark Ingram atter på spil. Her lovpriste Ingram sin unge quarterback på ny:

“Jeg vil mene, at han (Lamar Jackson, red.) er et lysår bedre nu, end han var i sidste sæson,” udtalte Mark Ingram, inden han fortsatte:

“Han (Lamar Jackson, red.) bliver kun bedre og mere selvsikker i sine evner og vores system. Det er specielt at følge hans udvikling (…) Hele organisationen elsker ham; for dén han er og dét han står for.”

Hovedpersonen selv – Lamar Jackson – gik mere ydmygt til værks på pressekonferencen:

“Jeg er helt sikkert blevet bedre. Jeg har trænet en del – og min træner (James Urban, red.) har hjulpet mig gevaldigt til at læse spillet bedre. Desto mere jeg træner, desto bedre bliver jeg,” udtalte Lamar Jackson.

Baltimore Ravens åbner sæsonen på hjemmebane mod Cleveland Browns på søndag kl. 19.00 dansk tid.