Baltimore Ravens’ dynamiske quarterback Lamar Jackson er her til aften blevet kåret til sæsonens MVP (most valuable player, red.) ved NFL Honors.

Lamar Jackson har haft en fænomenal 2019-sæson. Han sluttede sæsonen med flest kastede touchdowns (36 styks) og slog samtidig rekorden for flest løbede yards af en quarterback (1.206 yards) i en enkeltstående sæson.

Nu er Lamar Jackson blevet hædret som ligaens mest værdifulde spiller (MVP, red.). Det er den ultimative hæder, som en spiller kan tilkendes for sine præstationer på banen i NFL.

Lamar Jackson modtog desuden samtlige 50 stemmer i afstemningen. Det er kun anden gang i NFL’s historie, at en spiller tilkendes MVP-titlen utvetydigt; kun Tom Brady havde tidligere formået dette efter sin forrygende sæson i 2010.

Jackson fyldte 23 år tidligere på måneden og er allerede én af de bedste spillere i ligaen – han har utvivlsomt en ekstremt lys fremtid foran sig.

Det er syvende år i træk, at en quarterback løber med MVP-titlen. Inden Lamar Jackson har Patrick Mahomes, Tom Brady, Matt Ryan, Cam Newton, Aaron Rodgers og Peyton Manning vundet titlen. Den seneste ikke-quarterback som vandt MVP-titlen, var running back Adrian Peterson.