Baltimore Ravens’ receiverkorps har været usædvanligt hårdt ramt af skader i sæsonforberedelserne.

Efter en række middelmådige sæsoner har Baltimore Ravens sat alle sejl til for at styrke kasteangrebet inden 2021-sæsonen. General Manager Eric DeCosta har bl.a. ansat Keith Williams i en nyoprettet stilling som kastespilsspecialist, mens Sammy Watkins og rookie Rashod Bateman er blevet hentet ind.

Alligevel er sæsonforberedelserne ikke just gået som planlagt for Baltimore Ravens’ kasteangreb. Først sad Lamar Jackson ude med coronavirus, mens spillere såsom Marquise “Hollywood” Brown og Miles Boykin har misset værdifuld træningstid på grund af skader. Ydermere har førnævnte Rashod Bateman pådraget sig en lyskenskade, hvortil han misser sæsonstarten efter sin operation.

Senest har Sammy Watkins også være ude af stand til at træne med sine tilbageværende holdkammerater – og således har den 28-årige receiver misset samtlige træningspas i indeværende uge.

Men på dagens pressemøde gav John Harbaugh et positivt svar på spørgsmålet om Watkins’ ve og vel:

– Han (Sammy Watkins) er snart klar igen. Der er ikke tale om en alvorlig skade – tværtimod. Vi tager ingen chancer med ham og jeg forventer at have ham tilbage til sæsonpremieren, udtalte John Harbaugh.

Sammy Watkins har været særdeles skadesplaget, siden han blev valgt med det fjerde valg i 2014. I fjor spillede han kun 10 grundspilskampe for Kansas City Chiefs.