Baltimore Ravens’ cheftræner varmer op til den afgørende divisionskamp mod Cleveland Browns.

Efter tre nederlag i træk og et massivt coronavirus-udbrud i truppen kom Baltimore Ravens tilbage på sporet med en stensikker sejr over Dallas Cowboys i den seneste spillerunde. Heri var Lamar Jackson bl.a. tilbage og det lignede, at han havde haft gavn af sin 10-dages pause. Jackson kastede to touchdowns og løb for yderligere 94 yards og en scoring i sejren.

Nu står Baltimore Ravens over for de velspillende divisionsrivaler fra Cleveland Browns i en direkte duel om en plads og eventuel placering i slutspillet. Browns tog senest en flot skalp, da man besejrede Tennessee Titans med 41-35.

Med sejren i bagagen er Browns 9-3 for sæsonen, mens Ravens halter efter med 7-5. Således er rollerne og favoritværdigheden byttet rundt siden sæsonens første opgør mellem de to divisionsrivaler, hvor Ravens vandt en overbevisende sejr på 38-6.

John Harbaugh er imidlertid ikke overrasket over Cleveland Browns’ seneste succes:

“Allerede efter sæsonpremieren sagde jeg, at de (Cleveland Browns, red.) har et slagkraftigt hold. I rullede øjne af mig på daværende tidspunkt, men jeg synes, at det allerede dér var tydeligt, at de var ved at sætte et godt hold sammen,” udtalte John Harbaugh på et pressemøde som optakt til det kommende divisionsopgør.

Baltimore Ravens’ cheftræner roste efterfølgende sin kollega i Cleveland:

“Kevin Stefanski har gjort et flot stykke arbejde. Han har en række dygtige spillere, som er blevet draftet tidligt, men det er særligt hans fortjeneste, at de spiller hårdt og fysisk football,” vurderede John Harbaugh.

Cleveland Browns er allerede sikre på at vinde et flertal af deres grundspilskampe i år. Det er første gang siden 2007, at Browns har udrettet det. Ydermere står holdet med gunstige muligheder for at avancere til slutspillet for første gang siden 2002.