Efter Baltimore Ravens indledte sæsonen med 3 sejre, drømte fans om slutspilsdeltagelse. Siden har de dog tabt 4 i træk, og angrebet er blevet kritiseret for manglende point. Quarterback Joe Flacco forsøger dog ikke at skyde kritikken ned, han anerkender den.

”Jeg spiller åbenlyst ikke godt nok. Vi gør det ikke godt på angrebet, og det starter med quarterbacken. Jeg er nødt til at være bedre.” Sådan sagde Flacco til ESPN.coms Jamison Hensley, da han fremlagde noget af den kritik der havde været mod Ravens, og i særdeleshed angrebet. Kritikken gik på, at et angreb der har det meget svært, har holdt Ravens tilbage de sidste uger.

Og kritikken er måske på sin plads. Ravens er hvert fald placeret på en kedelig 25. plads i point pr. kamp (19), og Flaccos ’passer rating’ på 75,4 er kun 29. bedst blandt NFLs startere. Derudover har Flacco haft bolden i hænderne indenfor de sidste 2 min., i samtlige af de sidste 4 kampe, og det har angrebet ikke formået at udnytte til en eneste sejr. Det skal dog også siges, at angrebet har lidt under mange skader, og det nok er noget af forklaringen.

Flacco havde dog også en mulig ”forklaring” på, hvorfor tingene ikke går Ravens’ vej i øjeblikket: ”Når man er et angreb i den her liga, og tingene ikke går super, så mangler der oftest kun de små marginaler. Sådan er det også for os, og jeg tror, vi er rigtig tæt på at få de små marginaler. Der mangler ikke en eller anden stor ting, det er en masse små ting. Og de her små ting, gør i sidste ende i stor forskel. Det er også derfor den her sport er så fed: 11 spillere der er nødt til at være komplet fokuseret i 60 min. Men det er der ikke mange der lægger mærke til, det gør vi ikke engang selv, når kampen først er i gang. Men når vi ser kampen bagefter, kan vi se de her små ting der mangler.  

Det er en kritik, hans head coach slet ikke er enig i. John Harbaugh var således straks ude og forsvare Flacco og hans spil: ”Joe Flacco er afgørende for vores succes. Så vi er nødt til at gøre alt vi kan, så tingene omkring ham falder i hak. Han kan spille, og han kan kaste den bold. Han kan tage beslutninger og score touchdowns for os. Han kan gøre alt det, vi behøver for at vinde, så vi er bare nødt til, at give ham chancen for at vinde for os”.

John Harbaugh lukkede interviewet af med: ”Jeg er en Joe Flacco-fan, og jeg tror på ham. Han skal nok sørge for, at få styr på hvad der kræves af ham”.