
Meldingerne for NY Giants kunne ikke være værre. Jaxson Darts knæskade holder ham ude resten af sæsonen.
John Harbaugh fik en drømmestart som cheftræner for New York Giants, da hans G-Men tævede divisionsrivalerne fra Dallas Cowboys i første spillerunde. Men NFL er en foranderlig liga, og Harbaugh-festen blev godt og grundigt punkteret natten til tirsdag.
New York Giants blev blæst ud af SoFi Stadium med et nederlag på 28-6 til Los Angeles Rams, og det skyldtes ikke mindst, at Jaxson Dart udgik efter bare syv spil med en knæskade.
I første omgang lød dommen, at Jaxson Dart ikke ville misse mere end fem til syv uger som følge af skaden.
Men skaden har vist sig at være alvorligere end først vurderet, og New York Giants’ lægestab har efterfølgende vurderet, at Jaxson Dart skal under kniven for at blive helt kampklar igen. Det betyder også, at Dart er færdig for 2026-sæsonen.
Jaxson Dart nåede at kaste 250 yards og tre touchdowns, samt at løbe 54 yards i 2026-sæsonen. Dart spillede også bare 14 af 17 kampe i sin første sæson som professionel, så vi kan desværre ikke komme uden om, at skaderne er ved at blive definerende for hans spæde start i NFL.
Med Jaxson Dart ude af billedet ventes Jameis Winston at overtage starterpladsen på Giants’ quarterback-position. Winston blev også skiftet ind i mandagskampen, hvor han kastede 111 yards og en interception.
Foruden Jaxson Dart måtte Giants’ stjernereceiver Malik Nabers også udgå med en skulderskade, mens pass rusher Brian Burns udgik med en ankelskade. Det er endnu uvist, hvor alvorlige deres skader er.
Læs også: Jayden Daniels skadet igen










