Baltimore Ravens meddelte fredag aften, at de forventer, at quarterbacken Joe Flacco bliver klar til sæsonstart.

Da Joe Flacco pådrog sig en rygskade for godt to uger siden, kunne flere reportere meddele, at quarterbacken kunne misse op til seks uger, hvilket ville sætte hans sæsonstart i fare. Nu er der imidlertid godt nyt for Ravens-fans. Quarterbacken begynder nemlig snart at træne med igen, og det forventes, at han vil være klar til sæsonpremieren mod Bengals.


Selvom han vil deltage i træningen i løbet af preseason, vil han dog ikke spille i holdets preseason-kampe. I stedet vil backup Ryan Mallett fortsat være starteren i disse.
*** Læs også: Bills går trade-amok! Watkins og Darby sendes væk
Men selvom Mallett, ifølge Ravens’ træner, John Harbaugh, spillede ‘vindende football’ i sejren over Washington Redskins, er han ikke en starter i NFL-regi. I Redskins-kampen ramte han sit mål på blot ni ud af 18 kast og havde ingen touchdowns.
Derfor florerede adskillige rygter om, at Ravens var interesserede i at hente Colin Kaepernick. Med nyheden om Flaccos snarlige comeback virker det dog usandsynligt, og Ravens kan i stedet fokusere på at finde hjælp til den skadesramte og tynde offensive linje, der skal passe på Flacco.
Den tidligere Super Bowl MVP har blot misset ni kampe i sin karriere, da han i 2015 rev korsbåndet over. I sidste sæson kastede han for 4.317 yards med 20 touchdowns og 15 interceptions til følge.