Earl Thomas har prøvet lidt af hvert i sin karriere, og derfor skal man som regel høre efter, når han udtaler sig. Den erfarne safety har bl.a. vundet Super Bowl XLVIII med Seattle Seahawks og er blevet udvalgt til seks Pro Bowls.

I et interview med Baltimore Ravens’ journalister Garret Downing og Ryan Mink vurderer Thomas holdets potentiale for den indeværende sæson:

“Vi (Baltimore Ravens, red.) har en rigtig god mulighed for at stå i Super Bowl til februar. Jeg har været en del af to Super Bowl-mandskaber, og det her Ravens-hold har de samme kendetegn. Vi har et rigtig, rigtig godt hold”.

I den seneste spillerunde blev Ravens det første mandskab til at slå New England Patriots i 2019. Earl Thomas leverede en interception i sejren, som han kalder sin største personlige sejr i 2019 – til trods for, at Ravens også slog Thomas’ tidligere hold Seattle Seahawks i syvende spillerunde:

“Vi fik sendt et klart signal til resten af ligaen med sejren over Patriots. Nu skal vi se fremad og sørge for, at vi kommer godt ind i slutspillet”, udtalte Earl Thomas.

Earl Thomas og Baltimore Ravens (6-2) fører AFC North, og møder divisionsrivalerne fra Cincinnati Bengals i aften (10.11.19, red.) klokken 19.00.