C.J. Mosley ønsker at fortsætte sin karriere hos Ravens, og han sigter efter at nå Ray Lewis’ legendariske status i Baltimore.

Den blot 25-årige C.J. Mosley er i fuld gang med at slå sit navn fast i Ravens’ stolte forsvarshistorik. Mosley er blevet udvalgt til Pro Bowl i tre af sine fire sæsoner, og han har udviklet sig til at være en fremtrædende leder i hjertet af Ravens-forsvaret.

Mosley er dermed på vej ind i sit femte år hos Ravens, og det betyder, at der snart skal en ny kontrakt på bordet. Det bliver ikke en billig fornøjelse for John Harbaugh og co., men hovedpersonen selv forholder sig ganske roligt til sin fremtid. Mosley ønsker netop at fortsætte i Baltimore for at gå i fodsporene på den legendariske linebacker, Ray Lewis:

– Jeg har aldrig brudt mig om forandringer eller ideen om ‘at starte på en frisk’. Jeg tilbragte hele min college-tid i Alabama, og jeg har heller ikke tidligere skiftet skole. Derfor vil jeg også elske at blive i Baltimore og bygge videre på min arv, så jeg kan blive den næstbedste linebacker nogensinde. Jeg nyder at spille her, jeg trives med trænerne og mine holdkammerater, så jeg forventer, og håber på, at slutte min karriere i Baltimore, udtaler Mosley til ESPN.

Det er sjældent, at en NFL-spiller stræber efter at blive ‘den næstbedste’ nogensinde, men det beviser samtidig Mosleys enorme respekt for Ray Lewis. Nedenstående statistik sammenligner C.J. Mosley med Ray Lewis bedømt på spillernes første fire sæsoner i NFL, og tallene viser, at Mosley – selvom han er et stykke fra Lewis i forhold til antal tacklinger – er godt på vej til at blive den næste store forsvarsskikkelse i Ravens’ historie.

https://twitter.com/LIVERavenNation/status/952552590172131328