Latavius Murray er ny mand hos et skadesplaget Ravens-mandskab

Ravens har skrevet kontrakt med endnu en mulig erstatning for Gus Edwards, der torsdag overrev sit korsbånd til træning.

Den tidligere Saints-runningback Latavius Murray har skrevet under på en etårig kontrakt med holdet. Dette ifølge The Athletics Jeff Zrebiec.

Selvom den 31-årige runningback på papiret har været reserve til Alvin Kamara, blev han brugt flittigt af klubben og har de sidste to sæsoner løbet med bolden 292 gange for 1.293 yards (4,4 yards per løb) og 9 touchdowns. I samme periode greb Murray 57 bolde for 411 yards og 2 touchdowns.

Murray er den tredje runningback, Ravens har skrevet kontrakt med denne uge. Tirsdag skrev man kontrakt med LeVeon Bell, og torsdag kom også Devonta Freeman til klubben.

Ravens har været hårdt ramt af skader denne offseason. Bl.a. er J.K. Dobbins, Gus Edwards og Marcus Peters alle ude med korsbåndsskader og kommer ikke på banen igen denne sæson.