Den hårdtslående safety Tony Jefferson er nu fortid i Baltimore.

Tidligere på ugen forlængede Baltimore Ravens kontrakten med sidste sæsons startende strong safety Chuck Clark. Som ventet får det nu betydning for veteranen Tony Jefferson, der bliver sendt på porten efter tre sæsoners tro tjeneste.

Ved at fritstille Tony Jefferson sparer Eric DeCosta og Baltimore Ravens cirka 50 mio. danske kroner i forhold til NFL’s fastlagte lønloft. Jefferson stod netop med det femte største “hit” mod Ravens’ lønloft i 2020 – og kombineret med Chuck Clarks fremkomst gjorde det veteranen til en særdeles udsat spiller.

Tilbage i oktober pådrog Tony Jefferson sig en sæsonafsluttende knæskade, hvorfor han kun nåede at levere 21 tacklinger i sin sidste sæson for Ravens. I alt blev det til 174 tacklinger, 3,5 sacks, to interceptions og to forcerede fumbles for Jefferson i sort og lilla.

Tony Jefferson blev ikke valgt i forbindelse med 2013-draften, hvorefter han skrev kontrakt med Arizona Cardinals. Her spillede Jefferson i fire sæsoner, hvor det lykkedes ham at slå sit navn fast blandt de mest hårdtslående safeties i NFL.