Hver uge kan du her på Gul klud se vores MVP-termometer, hvor du finder de varmeste kandidater i forhold til at hive prisen hjem som ligaens mest værdifulde spiller.

Jalen Hurts måtte sidde over i kampen mod Dallas Cowboys, og i stedet startede Gardner Minshew sin første kamp for Eagles-mandskabet.

Hurts fravær betød, at han blev overhalet indenom af Bengals-quarterbacken Joe Burrow, som kastede Patriots i sænk med en formidabel første halvleg.

I Chicago havde Josh Allen svære arbejdsbetingelser i en af historiens koldeste kampe – Det var 3°f fra at slå kulderekorden på Soldier Field og det var den koldeste udekamp for Buffalo Bills siden 1967.

Derfor var det heller ikke en kamp, som sendte Allen tilbage i toppen af MVP-snakken.

Her troner Mahomes fortsat, og selvom han spillede en solid-ikke-prangende kamp, så er han stadig storfavorit til at vinde titlen.

Med alt det sagt, så lad os tage et kig på den opdaterede tabel.

Termometeret er – som altid – inddelt i fire kategorier:
Brandvarm – De spillere, der for alvor slås om den eftertragtede MVP-titel
Varm – Ligger lige udenfor toppen, men presser på
Gløder stadig – De yderste mandater i top 10, som måske kan gøre sig gældende
Slår gnister – viser glimt af storhed, men skal spænde hjelmen resten af sæsonen

Listens formål er ikke at gætte på, hvem der ender hvor i MVP-ræset. Det er mit bud på, hvordan feltet ser ud lige nu.

Brandvarm

1. Patrick Mahomes, QB, Kansas City Chiefs (-)

Chiefs har kæmpet i kampe, der ellers på papiret har set lette ud – Det har dog aldrig skyldtes Mahomes og angrebet, som konsekvent har scoret point. Den trend fortsatte mod et af ligaens dårligere forsvar, da Chiefs var på besøg hos Seahawks.

Mahomes havde en stille dag på kontoret og var 16/28 i kastespillet og lavede tre touchdowns i alt. Hans præstation var fejlfri uden at være prangende – men der er ingen, der kommer i nærheden af hans kandidatur til MVP-titlen i år.

2. Joe Burrow, QB, Cincinnati Bengals (+1)

Burrow kastede bolden mere end 50 gange i sejren over Patriots, som blev noget mere spændende, end Bengals havde håbet på, da de havde deres i pausesnak. Patriots præsterede nemlig at spille sig tilbage fra 0-22, men måtte se sig stoppet på det afgørende angreb.

Burrow og Bengals har nu vundet syv kampe i streg.

Varm

3. Jalen Hurts, QB, Philadelphia Eagles (-1)

Jalen Hurts måtte se kampen mod divisionsrivalerne fra sidelinjen med en skade i skulderen, hvilket koster en plads i hierarkiet. Hurts og Eagles var nok ikke tilfredse med hverken skaden eller nederlaget – men meget tyder på, at Hurts er tilbage igen, når Eagles spiller mod New Orleans Saints.

Gløder stadig

4. Josh Allen, QB, Buffalo Bills (-)

Josh Allen supplerede sine touchdowns med et par grimme interceptions, da Bills gjorde kål på Bears i det kolde Chicago. De to interceptions kostede dog ikke noget, da Bills længe før havde afgjort kampen.

Det var en kamp, som primært blev vundet med benene – dels via Allens ben, som evigt og altid holdt gang i drives og så de to runningbacks, som tilsammen producerede 205 yards på jorden.

5. Justin Jefferson, WR, Minnesota Vikings (+2)

T.J. Hockenson gjorde for alvor sit indtog på Vikings angrebet, da han krydsede 100 yards for første gang i den lilla uniform.

Men hans præstation blev overgået af Vikings helt store stjerne Justin Jefferson, som greb 12 bolde for 133 yards og et enkelt touchdown.

Jefferson er inden 17. spillerunde oppe på 1.756 yards, hvilket allerede er 7. flest nogensinde. Med 208 yards i sine næste to kampe, kommer Jefferson til at slå Megatrons legendariske rekord fra 2012 på 1.964 yards.